Dakar, 12/03/2026 - 04:01
Senegal godkender stramning af lov mod homoseksuelle
Senegal har godkendt, at homoseksuelle handlinger kan straffes med op til ti år i fængsel og højere bøder.
Af: /ritzau/
Lovgivere i Senegal har onsdag godkendt et lovforslag, der fordobler strafferammen for seksuelle handlinger mellem personer af samme køn.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters efter en afstemning om forslaget.
I afstemningen stemte 135 for forslaget. Ingen stemte imod, mens tre afstod fra at stemme.
Afstemningen var det sidste skridt i vedtagelsen af den nye lovgivning, som var et valgløfte fra den siddende regering, der kom til magten i 2024.
I spidsen for den står præsident Bassirou Diomaye Faye og premierminister Ousmane Sonko.
Senegals straffelov indeholder allerede en paragraf, der senest blev ændret i 1966, og som pålægger fængselsstraffe på op til fem år og bøder på op til 1.500.000 centralafrikanske franc - svarende til omkring 17.100 kroner - for det, der kaldes unaturlige handlinger.
Tilhængere af lovforslaget har dog sagt, at paragraffen er for vag, og at den ikke er streng nok.
I det nye lovforslag kan de såkaldt unaturlige handlinger straffes med fængselsstraffe på op til ti år og bøder på op til 10 millioner centralafrikanske franc - omkring 114.000 kroner.
/ritzau/




