Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 29/07/2024 - 09:16

Endnu en OL-træning i Seinen udgår grundet ringe vandkvalitet

Både søndagens og mandagens træning i Seinen er blevet aflyst på grund af beskidt vand i den franske flod.

David Goldman/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Arrangørerne af de olympiske lege i Paris aflyser mandagens træning for triatleter i Seinen på grund af forurening i vandet.

Det oplyser OL-arrangøren og World Triathlon, det internationale triatlonforbund, søndag morgen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her lyder det, at "vandkvalitetens niveau ikke tilstrækkeligt kan garantere", at træningen kan finde sted på sikker vis.

Ifølge arrangøren skyldes forureningen de store mængder regn, der har ramt Paris, og som har skyllet snavs i vandet.

Også søndagens træning, hvor triatleterne for første gang skulle træne i vandet, blev aflyst på grund af lav vandkvalitet.

Mændenes individuelle triatlon skal efter planen afvikles tirsdag, mens kvindernes konkurrence følger dagen efter.

Arrangørerne føler sig sikre på, at konkurrencerne på trods af aflysningerne stadig kan finde sted, lyder det mandag morgen.

Men ifølge nyhedsbureauet Reuters planlægger arrangørerne, at begge konkurrencer kan afholdes 2. august i stedet, hvis vandkvaliteten ikke er god nok tirsdag og onsdag.

Danmark stiller med Emil Holm og Alberte Kjær Pedersen i triatlon.

Vandet i Seinen har været et stort samtaleemne op til de olympiske lege. I midten af juli viste prøver, at Seinen var ren nok til at svømme i.

I næste uge skal Seinen efter planen mandag bruges til mixed relay for mænd og kvinder, torsdag til 10 kilometer marathonsvømning for kvinder og fredag 10 kilometer marathonsvømning for mænd.

Floden har siden 1923 år været forbudt at bade i, fordi kvaliteten har været for dårlig, og derfor har franskmændene investeret massivt i at gøre den mindre beskidt.

Alligevel er arrangørerne sårbare. Store mængder nedbør får kloakkerne til at flyde over, og så ender meget af det beskidte vand i Seinen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek