København, 12/06/2025 - 15:52
Boeings aktie falder fem procent efter flystyrt i Indien
Et passagerfly med 242 om bord er torsdag styrtet ned i det vestlige Indien. Flyet er af mærket Boeing.
David Ryder/Reuters
Af: /ritzau/
Det amerikanske aktiemarked reagerede torsdag på det indiske flystyrt, der tidligere på dagen havde kostet mere end 200 mennesker livet.
Det styrtede fly var en Boeing Dreamliner, og kursen på Boeings aktier faldt derfor omgående med fem procent.
I det såkaldte formarked var aktien på et tidspunkt nede med syv procent.
Formarkedet er et sted, hvor investorer kan handle med aktier, inden børserne åbner.
Det styrtede fly, et Air India-fly, forulykkede i det vestlige Indien, da det var på vej til London.
Der er tale om et fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner, som kort efter afgang styrtede ned i et beboelsesområde i byen Ahmedabad.
Tidligere torsdag oplyste selskabet, at det er bekendt med de første meldinger om flystyrtet i Indien, og at det arbejder på at indsamle yderligere informationer.
Samtlige ombordværende blev torsdag eftermiddag erklæret døde. De fordelte sig på 230 passagerer og 12 besætningsmedlemmer. Sidenhen er der dog kommet meldinger om, at en enkelt passager skal have overlevet styrtet.
Det står ikke klart, hvad årsagen til ulykken er.
Boeings fly har tidligere været involveret i dødelige ulykker.
Eksempelvis var dets fly af typen 737 Max involveret i to forskellige styrt, som fandt sted i Indonesien og Etiopien i henholdsvis 2018 og 2019.
Ulykkerne kostede sammenlagt 346 mennesker livet, og de førte efterfølgende til forlig i milliardklassen.
Boeing gik blandt andet med til at betale cirka 1,5 milliarder kroner i forlig for at have misledt investorer om flyenes sikkerhed.
Det endte med, at flytypen fik startforbud i en lang række lande. Først 20 måneder senere blev forbuddet hævet igen.
Så sent som sidste år blev selskabet desuden kastet ud i en ny sikkerhedskrise, der sendte dets aktie på en deroute.
Flytypen 737 Max 9 var kort efter nytår i 2023 involveret i en episode, hvor et vinduespanel kort efter afgang blæste ud og efterlod et stort hul i siden af flyet.
Det førte til et flyveforbud for 171 Boeing-fly i USA, som skulle undersøges for mulige tekniske fejl.
/ritzau/