Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tampa, 30/05/2026 - 20:44

USA's militær sender missil mod fragtskib med kurs mod iransk havn

Fragtskib, der sejler under Gambias flag, er ikke længere på vej til Iran, konstaterer U.S. Central Command.

Af: /ritzau/

USA's militær har affyret et missil mod et fragtskib, som sejler under Gambias flag, da det havde kurs mod en iransk havn.

Skibet befandt sig i Omanbugten, da det blev "sat ud af funktion".

Det skriver U.S. Central Command, der står for USA's militære operationer i Mellemøsten, i en udtalelse, som er offentliggjort på X lørdag aften.

Skibet M/V "Lian Star" blev stoppet, fordi det var i gang med at bryde USA's blokade mod iranske havne, lyder det.

- Styrker fra U.S. Central Command observerede M/V "Lian Star" sejle gennem internationalt farvand mod en iransk havn i Omanbugten og udsendte flere end 20 advarsler, samtidig med at fartøjet blev informeret om, at det var i gang med at bryde den amerikanske blokade.

- Et amerikansk fly satte fartøjet ud af funktion ved at affyre et Hellfire-missil mod skibets maskinrum, efter at besætningen på "Lian Star" undlod at rette ind. Skibet er ikke længere på vej til Iran, skriver U.S. Central Command.

USA's blokade mod iranske havne trådte i kraft 13. april.

Den indebærer, at USA ikke tillader skibe at sejle til eller fra iranske havne i Omanbugten og Den Persiske Golf.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek