Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/03/2026 - 08:53

LA begrunder eksklusion af politiker med løgne og samlevers stofsalg

LA spurgte Cecilie Liv Hansen til rygter om samlevers stofsalg før valget. Her løj hun ifølge Ole Birk Olesen.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Liberal Alliances Ole Birk Olesen siger til TV 2 søndag morgen, at Cecilie Liv Hansen er blevet ekskluderet, fordi hendes kæreste har solgt euforiserende stoffer, og at den nu ekskluderede politiker løj om det.

- Når samleveren tjener sine penge til husstanden på ting, der er ulovlige og straffes med fængsel i Danmark, så påvirker det også Cecilie Liv Hansen, siger Ole Birk Olesen til TV 2.

Han forklarer videre, at et anonymt opslag på Facebook om, at Cecilie Liv Hansens kæreste solgte euforiserende stoffer, fik partiet til at spørge kandidaten ind til det.

Her svarede hun ifølge Birk Olesen på en "troværdig måde", og forklarede, at der var tale om rygter.

Ifølge Ole Birk Olesen var kæresten på det tidspunkt blevet sigtet af politiet. Derfor mener han, at det er utænkeligt, at Cecilie Liv Hansen ikke har kendt til det, siger han til TV 2.

Liberal Alliance oplyste lørdag aften, at partiet havde ekskluderet Cecilie Liv Hansen på grund af "urigtige oplysninger af væsentlig karakter".

Her lød det i en skriftlig kommentar fra partisekretær og organisationsformand Jakob Rixen, at partiet ikke havde opstillet hende, hvis de tidligere havde haft de oplysninger, de har i dag.

Cecilie Liv Hansens samlever har selv bekræftet i en tråd på Facebook, at han har solgt cannabis. Det samme har han bekræftet i en sms til B.T.

Cecilie Liv Hansen har også selv kommenteret eksklusionen med et opslag på Facebook.

- Efter at gentagne rygter og tomme beskyldninger har floreret omkring mig, er jeg blevet opfordret af Liberal Alliance til at videregive mine mandater. Jeg har tilkendegivet, at mange af disse rygter er usande, men at visse forhold omkring min samlever har været rigtige, skriver hun og tilføjer:

- Jeg kan undre mig over, at forhold som ikke vedrører mine handlinger og mig som person skal ligge til baggrund for dette. Det er i min optik, på ingen måder retfærdigt.

Hun ser frem til at "fortsætte den liberale kamp" med sine mandater, lyder det videre.

Søndag lader det dog til, at Cecilie Liv Hansen har slettet alle opslag på sin facebook- og instagramprofil.

Hun blev valgt ind i Folketinget med 2569 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds. Dermed var hun Liberal Alliances største stemmesluger i storkredsen Sydjylland.

Derudover sidder hun i både regionsrådet i Region Syddanmark og i Kolding Byråd.

Hun har ikke direkte sagt, om hun fortsætter som løsgænger i Folketinget eller om hun vil frasige sig sit mandat.

Ifølge Liberal Alliance vil hun "umiddelbart fortsætte som løsgænger".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek