Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hjørring, 18/07/2026 - 13:05

Anholdt erkender drab ved skyderi i Nørresundby

Retten i Hjørring holder grundlovsforhør med 48-årig mand, der var i ildkamp med politiet fredag eftermiddag.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter et skyderi i Nørresundby sigtes en 48-årig mand for først at have dræbt en anden mand og for derefter under en ildkamp med politiet at have forsøgt at dræbe en betjent.

Det er kommet frem i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring lørdag, rapporterer eb.dk og TV2 Nord.

Manden erkender at have dræbt en mand, der var 62 år.

Det skal være sket med et eller to skud, fremgår det af den sigtelse, som anklageren ifølge medierne læser op i retsmødet. Våbnet var en riffel, har Nordjyllands Politi tidligere oplyst.

Skyderiet fandt sted fredag eftermiddag i et industriområde i Nørresundby.

Hos Jørn's Autolakering med adresse på Virkelyst var der opstået brand med kraftig røg, og en politipatrulje rykkede derfor ud til stedet.

Men da betjentene nåede frem, blev de beskudt. Derefter affyrede politiet skud for at nedkæmpe gerningsmanden.

Situationen udløste en stor udrykning med ambulancer, politi og brandbiler, og der opstod kaotiske scener.

En betjent blev såret af skud i torso og sit ene ben, og i lørdagens retsmøde kommer det frem, at den 48-årige mand erkender at have affyret sit våben mod politiet.

Han tilstår "det faktiske", men nægter at have haft til hensigt at dræbe politibetjente, rapporterer medier fra retsmødet.

Her virker manden forvirret og udstyres med høretelefoner, da han har problemer med hørelsen.

Under ildkampen blev han såret. I panden har han et stort plaster.

Den 48-årige ønsker ikke at besvare spørgsmål, mens pressen og andre tilhørere er til stede. Derfor beslutter dommeren at lukke dørene.

RITZAU

TjekDet - faktatjek