København, 28/04/2025 - 04:40
Filippinsk vulkan sender aske 4,5 kilometer op i luften
Mandag morgen begyndte vulkanen Bulusan at røre på sig, da den spyede aske ud i en periode på 26 minutter.
Mylene Sierra/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En urolig vulkan i den centrale del af Filippinerne spyede mandag morgen aske 4,5 kilometer op i luften.
Det meddeler Det Filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Instituttet har hævet alarmniveauet fra 0 til 1 på en skala, der går op til 5.
Samtidig beder de filippinske myndigheder lokalbefolkningen om at holde sig på mindst fire kilometers afstand af vulkanbjerget Bulusan.
På Bulusans østlige side er der ifølge instituttet øget risiko for, at sten kan blive slynget ud af vulkanen. Risikoen for stenskred og laviner er også særlig stor i dette område.
Før vulkanen spyede aske ud mellem klokken 04.36 og 05.00 mandag morgen lokal tid, blev der ifølge instituttet registret 53 "vulkanske jordskælv" inden for en periode på 24 timer.
Derudover blev der meldt om "rumlen" omkring vulkanen.
Bulusan er ifølge Reuters en af 24 aktive vulkaner i Filippinerne.
Det asiatiske land, der består af mere end 7600 øer, oplever ofte vulkansk aktivitet og jordskælv.
/ritzau/