Kyiv, 02/07/2026 - 06:39
Ukraine melder om flere sårede og døde efter russisk angreb i Kyiv
Bygninger står i flammer, og beredskabet arbejder sig gennem murbrokker efter et påstået angreb i Kyiv.
Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Antallet af døde som følge af russiske angreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, er steget til otte, og antallet af sårede er steget til 34.
Det melder ukrainske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tymur Tkatjenko, som står i spidsen for Kyivs militæradministration, melder, at otte personer er blevet dræbt, og at omkring 30 områder på tværs af byen er blevet beskadiget i angrebene.
Han uddyber ikke yderligere, men fordømmer, at Rusland ifølge ham bevidst har angrebet beboelsesområder.
Billeder, som er udgivet af det ukrainske beredskab efter angrebene, viser ifølge AFP store skader på en boligblok. En stor del af en bygning ser ud til at være brændt ned, mens brandfolk forsøger at slukke flammerne.
Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, melder på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at yderligere mindst 34 er såret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Videoer fra Reuters viser redningsmandskab forsøge at arbejde sig igennem murbrokker, der tidligere var en bygning på otte etager. I videoen ses solen stige op over Kyiv.
I et tidligere opslag på Telegram lød det fra Klitsjko, at der blandt de sårede var lægefagligt personale og ambulanceførere.
Det var Klitsjko selv, der tidligere på natten meldte ud på Telegram, at Kyiv var under angreb fra droner og ballistiske missiler.
Ruslands forsvarsministerium bekræfter angrebet i et opslag på Telegram torsdag morgen. Det skriver Reuters.
Ministeriet oplyser, at det har udført et massivt angreb på Kyiv og andre områder i Ukraine ved brug af langtrækkende præcisionsvåben fra luften, på landjorden og fra havet.
Det lyder videre, at Rusland har ramt militære og energirelaterede faciliteter omkring Kyiv og militære lufthavne i flere regioner. Angrebet var ifølge ministeriet en gengældelse for Ukraines angreb på civil infrastruktur.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde forud for angrebene advaret om, at Rusland forberedte et stort angreb.
Han ilede onsdag hjem fra Dublin, hvor han var på besøg i forbindelse med Irlands overtagelse af EU-formandskabet.
RITZAU




