København, 31/03/2026 - 09:22
Høj rejselyst får Spies' salg til at passere to milliarder kroner
Over en kvart million rejsende har rejst med Spies i regnskabsåret 2024/2025. Det er på niveau med før corona.
Af: /ritzau/
Rejselysten er tilbage på niveau med årene før corona, og det er med til at give rejseselskabet Spies en omsætning, der for første gang runder to milliarder kroner.
Det viser selskabets regnskab for 2024/2025, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
Omsætningen i regnskabsåret lyder på 2,08 milliarder kroner, efter en omsætning på knap 2 milliarder året før, skriver Spies i regnskabet.
Også på bundlinjen er der vækst.
I 2024/2025 kommer Spies ud med et overskud på 18,9 millioner kroner.
Det svarer til en vækst på knap fem procent.
I regnskabet skriver Spies, at lidt over en kvart million gæster i løbet af perioden har rejst med selskabet. Det er på niveau med årene før coronapandemien.
Året har dog også været præget af stigende omkostninger, lyder det fra den administrerende direktør i Spies, Jan Vendelbo.
- Vi har opereret i et marked præget af omkostningspres og fortsat usikkerhed. At vi alligevel leverer rekordomsætning og et stabilt resultat før skat, vidner om robusthed, stor rejselyst og en stærk efterspørgsel på pakkerejser med den sikkerhed, service og tryghed, de indebærer, siger han i en pressemeddelelse.
/ritzau/




