København, 22/04/2025 - 05:30
Ny handelsaftale med Kina kan øge dansk eksport af fisk
De seneste år har Danmark eksporteret mere fisk end grisekød til Kina. Ny aftale kan øge eksporten yderligere.
Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske eksport af vildtfangede fisk til Kina kan blive større med en ny handelsaftale mellem Danmark og Kina.
Det siger fødevareminister Jacob Jensen (V).
- Vildtfangede fisk er en vare, der er knaphed på, og dermed er der en efterspørgsel fra de kinesiske forbrugeres side. Det kinesiske marked er enormt, så der er klart et potentiale, siger han.
Mandag underskrev han og den kinesiske minister for toldmyndigheder en aftale i Beijing, der skal gøre det nemmere at sælge fisk til Kina.
Konkret betyder aftalen, at vildtfangede fisk samles under én godkendelse.
Tidligere skulle hver art godkendes, inden man kunne eksportere til Kina. Godkendelserne var komplicerede at få og kunne i nogle tilfælde tage flere år.
- Nu har vi fået fjernet de barrierer, der tidligere har været i forhold til at komme ind med vildtfangede fisk fra Grønland til det kinesiske marked.
- Det er en kæmpe mulighed for det grønlandske samfund, så det er noget, som jeg som minister kun kan glæde mig over på vegne af hele kongeriget, siger Jacob Jensen.
Siden 2023 har fisk og skaldyr været den vare, som Danmark eksporterede mest af til Kina.
Sidste år udgjorde fisk og skaldyr 35 procent af den samlede danske eksport til Kina og lød på 3,2 milliarder kroner.
Dermed har fisk og skaldyr overhalet grisekød, som længe var den vare, Danmark eksporterede mest af til Kina.
Sidste år eksporterede Danmark grisekød til Kina for 2,7 milliarder kroner.
Tilbagegangen hænger ifølge Jacob Jensen sammen med, at Kina i højere grad er begyndt at producere grisekød selv.
- I Kina er man blevet mere selvproducerende i forhold til griseprodukter, end man var for bare fem år siden. Vildtfangede fisk er derimod stadig en luksusvare, som der bliver større og større efterspørgsel på, siger ministeren.
Aftalen om vildtfangede fisk er en ud af tre aftaler, som fødevareministeren har underskrevet i Beijing. De to andre åbner for øget eksport af hestefoder og maltbyg.
/ritzau/