Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Naypyidaw, 03/08/2026 - 10:23

Røde Kors-repræsentant har besøgt Aung San Suu Kyi i Myanmar

Den seneste tid har der været flere bekymringer om Myanmars fængslede tidligere leders helbred.

Af: /ritzau/

Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) har mandag besøgt Myanmars fængslede tidligere leder, Aung San Suu Kyi.

Det skriver ICRC i en pressemeddelelse.

- Besøget blev gennemført i overensstemmelse med ICRC's standarder og procedurer for besøg hos personer, der er berøvet deres frihed, lyder det i pressemeddelelsen.

Her uddybes det desuden, at dette blandt andet omfattede muligheden for en privat samtale med Aung San Suu Kyi.

Tidligere på dagen bekræftede en talsperson fra Myanmars regering ifølge Reuters besøget.

Mødet fandt sted i landets hovedstad, Naypyidaw, efter flere bekymringer om den 81-årige nobelprisvinders helbred.

Aung San Suu Kyi blev tvunget fra magten ved et militærkup i februar 2021.

Året forinden - i 2020 - havde Aung San Suu Kyi og hendes parti vundet parlamentsvalget i landet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek