Herning, 19/05/2025 - 07:30
Ishockeyspøgelset fra 2018 skal jages væk med offensive tanker
Landsholdet skal lære af nedturen i 2018 og tænke offensivt i den afgørende gruppekamp, mener kaptajnen.
David W Cerny/Reuters
Af: /ritzau/
Mange af de danske ishockeyfans, der var i Boxen den majdag i 2018, husker det endnu:
Synet af en nedbøjet Frans Nielsen med ishockeystaven hvilende på knæene. Braget, da en dybt frustreret Oliver Bjorkstrand smadrede staven ind i en væg. Følelsen af, at to ugers ishockeyfest pludselig var forbi.
Et dansk hold fyldt med profiler fra en stor NHL-generation skulle "bare" slå Letland i den sidste gruppekamp. Så kunne de flytte hele menageriet til København og få den håbede kvartfinale i Royal Arena.
Og så stivnede holdet, da det gjaldt. Letterne scorede til 1-0, dræbte ethvert tilløb til dansk offensiv og viste sig at være klart bedst.
Tirsdag aften står "det nye" landshold i en tilsvarende situation. En sejr over Tyskland i samme arena vil sende holdet i kvartfinalen.
Euforien er tilbage. Men noget er anderledes, mener kaptajn Jesper Jensen Aabo, der også var med i 2018.
- Vores hold i dag er ikke så stjernespækket, som det var dengang. Men vi har vist utrolig holdmoral og virkelig stået sammen. På det her hold læner vi os ikke op ad nogle få profiler. Alle er nødt til at bidrage, siger han.
Forventningerne til "den gyldne generation" i 2018 var større, end de har været til det års udgave af et dansk landshold.
Håbet er, at spillerne udnytter, at de undertippede og lægger bekymringerne til side, når de løber på isen mod tyskerne.
- Læren fra 2018 er, at vi skal gå efter sejren og ikke blive bange for at vinde. Det er også det, vi har været gode til i denne turnering: Hele tiden at jage det næste mål, uanset hvad stillingen er.
- Tankegangen har været den samme, selv om det har stået 3-0 eller 4-1. Der har ikke været et defensivt mindset, forklarer Jesper Jensen Aabo.
Landstræner Mikael Gath vil forklare sine spillere, at de skal se den afgørende kamp som en chance for at opnå noget stort.
- Alting handler om at finde det rigtige spændingsniveau. Vi skal holde fast i, at det her var det scenarie, vi havde drømt om inden VM. Nu er vi her og skal se det som en positiv udfordring og ikke føle noget pres.
- Vi vil gøre alt for at vinde, men det største pres ligger på tyskerne, som må anses for at være favorit, siger Mikael Gath.
Kampen mod Tyskland spilles tirsdag aften klokken 20.20.
/ritzau/