København, 30/01/2026 - 16:29
Kroatisk schweizerkniv får ny kontrakt i Brøndby
Marko Divkovic forlænger sin aftale i Brøndby, hvor han har været siden sommeren 2021.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Marko Divkovic lignede egentlig en mand, der skulle forlade Brøndby, når hans kontrakt udløb til sommer, men sådan bliver det ikke.
Den kroatiske altmuligmand har i stedet underskrevet en ny kontrakt, som kan holde ham på den københavnske Vestegn indtil sommeren 2028.
Det skriver Brøndby på sin hjemmeside fredag.
- Marko er en særlig personlighed med en arbejdsmoral som få. Han har været en meget vigtig spiller for os i den seneste tid, hvor vi i dén grad har haft glæde af hans kvaliteter, hans alsidighed og hans fleksibilitet.
- Spillere som ham er en gave til enhver træner og til en klub som vores, og derfor glæder det mig meget, at Marko og vi nu har papir på hinanden i lang tid fremover, siger sportsdirektør Benjamin Schmedes.
Marko Divkovic har været i Brøndby siden 2021, hvor han blev hentet til klubben som angriber. Men det var ikke som frontløber, at han fik sit gennembrud.
Den tidligere Brøndby-træner Jesper Sørensen omskolede ham til en rolle som offensiv back, og der har han periodevis ramt et meget højt niveau.
Særligt i denne sæson har han spillet en vigtig rolle hos Brøndby, hvor han været en fast del af startopstillingen i forskellige positioner.
/ritzau/




