København, 22/07/2026 - 11:51
Politiklagemyndighed har afhørt mange vidner efter skyderi
DUP skal efter skyderi i Nørresundby klarlægge, om politiet havde grundlag for at affyre skud mod 48-årig mand.
Af: /ritzau/
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har afhørt et større antal vidner i forbindelse med skyderiet i Nørresundby fredag, hvor en 62-årig mand mistede livet.
Det oplyser DUP i en skriftlig udtalelse til Ritzau onsdag.
Myndigheden forventer i øvrigt, at flere skal afhøres i den kommende tid.
Skyderiet fandt sted i et industriområde i Nørresundby nord for Aalborg, hvor tre personer blev ramt i en skudveksling mellem politiet og en 48-årig mand med en riffel.
Under ildkampen blev den 48-årige ramt af skud fra politiet, og DUP skal i sin undersøgelse blandt andet klarlægge, om der var grundlag for, at politiet affyrede skud mod ham.
DUP vil i efterforskningen også indhente politirapporter, radiokorrespondancer og eventuel videoovervågning, skriver myndigheden.
Det er fast procedure, at Politiklagemyndigheden undersøger sager, hvor en person er kommet til skade som følge af politiets indgriben.
DUP ønsker ikke at svare på, hvem der er blevet afhørt i forbindelse med sagen.
Den 48-årige mand har efter skyderiet tilstået at have skuddræbt den 62-årige mand, en civil borger, der mistede livet ved skudepisoden.
Også en politibetjent blev ramt af skud i benet og i torso. Betjenten er i stabil tilstand.
RITZAU




