København, 21/04/2026 - 13:14
Statsadvokat anker - vil have brødre dømt for bestilt drab
Brødres frifindelse ankes. Statsadvokat vil have dem dømt for at hyre svensker til skuddrab i København.
Af: /ritzau/
To halvbrødre blev i marts frifundet for en alvorlig anklage om at have bestilt en likvidering på åben gade i København.
Dermed kunne de ånde lettet op. Og så alligevel ikke.
For frifindelserne ankes, fortæller anklager Alexander Palne til Ritzau.
Dermed mener Statsadvokaten i København at kunne bevise brødrenes skyld i landsretten.
Sagen er heller ikke afgjort for den unge svenske mand, der i Københavns Byret tilstod drabet og blev idømt fængsel på livstid. Også han har anket til Østre Landsret, der dog alene skal vurdere, hvad straffens længde skal være.
Skyldsspørgsmålet bliver der ikke ændret ved.
Drabet fandt sted om eftermiddagen den 19. oktober 2023 i Nyropsgade nær Vesterport Station. Offeret var kommet med toget fra Slagelse, hvor han boede, til København.
På fortovet gik en 21-årig svensk mand ham i møde.
Han var forklædt som madbud. På ryggen havde han en lyseblå Wolt-termotaske, og han var desuden iført en kasket og en jakke fra Just Eat.
Han trak en pistol frem, og på klos hold affyrede han flere skud. Et ramte offeret i ryggen, to andre traf ham i hovedet. Han var død på stedet.
/ritzau/




