Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/05/2026 - 11:49

Splittet landsret frifinder 20-årig for voldtægt af veninde

20-årig mand er torsdag i landsretten blevet frifundet for voldtægt. Han er dømt for blufærdighedskrænkelse.

Af: /ritzau/

Østre Landsret frifinder torsdag formiddag en 20-årig mand for voldtægt af en gymnasieveninde.

I juni sidste år blev han i Retten i Helsingør idømt fængsel i et år og to måneder for en voldtægt begået i maj 2024.

Tiltalen lød på, at han havde voldtaget sin veninde natten til 4. maj 2024, hvor hun var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig handlingen.

Men tre af i alt seks voterende i landsretten mener ikke, at der er ført tilstrækkelig bevis for, at der er sket en voldtægt.

De tre andre voterende mente, at den 20-årige måtte have indset, at veninden var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig og mente dermed, at han var skyldig i voldtægt.

Når der er lighed blandt de voterende ved domstolene, træffes den afgørelse, der er mest gunstig for den tiltalte.

Den 20-årige, der under sagen er blevet omtalt som søn af en politiker, er dog fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse af en anden kvinde, fordi han tog et billede af kvindens blottede bagdel.

Det erkendte han allerede i byretten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek