Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brøndby, 04/06/2025 - 14:48

Ny kvindelandstræner: Det går rigtigt stærkt i Europa

For Jakob Michelsen er det ikke en stor ting at skifte fra herre- til kvindefodbold, der er i stor fremgang.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er sket rigtig meget med kvindefodbold, siden Jakob Michelsen senest havde et job inden for den verden for godt 15 år siden.

Det medgav han ved onsdagens pressemøde, hvor han blev præsenteret som den kommende cheftræner for Danmarks kvindelandshold, hvor han afløser Andrée Jeglertz, der stopper efter sommerens EM-slutrunde.

- Det går rigtigt stærkt ude i Europa, hvor der bliver investeret tungt, og interessen er støt stigende.

- Man kan bare se på interessen ved slutrunder, niveauet på de enkelte spillere samt de sværvægtere af klubber, der investerer tungt på den internationale scene, siger Jakob Michelsen.

Han var træner for Skovbakkens kvinder tilbage i 2009, og siden har han været træner for herrehold som Sønderjyske, OB, svenske Hammarby og norske HamKam, hvor han indtil videre er på kontrakt frem til udgangen af juli.

Han ser frem til samarbejdet med de danske klubber i jagten på at flytte dansk fodbold.

- Sammen skal vi sætte endnu mere gang i den danske turnering og dansk fodbold. Der bliver allerede arbejdet intenst, men der er brug for at gøre endnu mere, hvis vi skal følge med de bedste i Europa.

Michelsen ser det ikke som en stor ting at skifte fra det ene køn til det andet.

- Jeg har tidligere været inden for kvindefodbold og har i en lang årrække trænet herrer, men i min optik ser jeg det hele som fodbold. Det er ikke et fravalg af herrefodbold, men et tilvalg af kvindefodbold.

Michelsen erkender, at han skal nærstudere kvindefodbold de næste knap to måneder frem til sin tiltrædelse.

- Når man arbejder i den norske liga, ser man rigtigt meget norsk fodbold, men man ser også andet fodbold. Jeg har set langt de fleste kvindelandskampe de seneste ti år og også ganske meget af kvindernes Champions League.

- Så jeg føler mig godt klædt på, men det er perfekt at have den næste tid til at sætte mig endnu mere ind i tingene.

Michelsen har været i HamKam siden 2022 og har løbende fået andre tilbud, men først nu har det helt rigtige vist sig.

- Det har ikke været et nemt valg, da jeg og familien havde det rigtigt godt i Norge, men det her projekt er så spændende, og jeg ser det som en unik mulighed for at være med til at flytte noget.

- Det har det været en stor drøm for mig at repræsentere mit eget land og være repræsentant for alle piger, der løber rundt i klubberne, og dem, der har karriere i Danmark og udlandet, lyder det fra Michelsen.

/ritzau/

København, 26/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Andreas Jebro

* 41-årige Andreas Jebro er født og opvokset i København.

* I 2007 blev han uddannet skuespiller fra Aarhus Teater.

* Siden har han medvirket i både teaterforestillinger, tv-serier og film.

* Han er særligt kendt for sin rolle som modstandsmanden Claus Villumsen i TV 2-succesen "Badehotellet" samt rollen som Jens Fischer i TV 2 Charlie-serien "Sygeplejeskolen".

* Han har desuden medvirket i forestillingen "Erasmus Montanus", der i 2017 blev genopført på Aarhus Teater. Det indbragte ham en Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle.

* I 2014 modtog han en Reumert for Årets Mandlige Birolle i forestillingen "Den spanske flue".

* I 2025 fik han sin revydebut i Sønderborg Sommer Revy Show, hvor han stod på scenen med sin hustru.

* Han har siden 2017 været gift med Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup. Sammen har de sønnen August, som de bød velkommen i 2019.

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/12/2025 - 08:00

Andreas Jebro: Amalie og jeg står bag hinanden

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Andreas Jebro, der er aktuel i DR-serien "Bag enhver mand", kæmper sammen med hustruen Amalie Dollerup for at få familie og freelancetilværelsen til at gå op.

Hverdagen i børnefamilier med afhentning, madpakker og indkøb kan til tider være et udfordrende puslespil.

Og det bliver ikke nemmere, når både mor og far er skuespillere, hvor arbejdstiderne kan skifte som vinden blæser.

For skuespilleren Andreas Jebro, der har været gift med Badehotellet-stjernen Amalie Dollerup siden 2017, er det afgørende, at begge parter forstår den specielle rytme, som arbejdet som freelancer kan skabe.

- Vi har været sammen i mere end 18 år og står jo bag hinanden. Vi forstår hinandens arbejdstrummerum, vi forstår hinandens rytme, og vi kæmper for og med hinanden, for at projekter både privat og professionelt kan lade sig gøre.

Andreas Jebro er aktuel som karakteren Mikkel i sæson to af DR-serien "Bag enhver mand", som sætter køn, kærlighed og arbejde i det moderne samfund under lup.

Selv sætter ægteparret, der er forældre til drengen August, stort fokus på, at både kærligheden og arbejdet skal kunne blomstre i en til tider turbulent hverdag.

- Når vi får tilbudt et stykke arbejde, før vi konkret går ind i, om det kan lade sig gøre, så kigger vi på hinanden og siger: "Nu tager du lige et par dage, hvor du mærker efter, om det her er noget, vi skal kæmpe for". Og så begynder vi at kigge på, om det hele kan passe sammen, fortæller DR-stjernen, der også har spillet roller i seerhits som "Badehotellet" og "Sygeplejeskolen".

Og der er ingen tvivl om, at Andreas Jebro værdsætter Amalie Dollerups tilgang til hans arbejde.

- Jeg har lige lavet et tv-projekt de seneste tre måneder i udlandet, der gjorde, at jeg var rigtig meget væk. Det at være gift med en kvinde, der siger: "Det skal du - jeg tager bagsmækken", er jo ikke givet for nogen.

- Det, at vi har hinandens ryg på den måde, er en kæmpe force og en gave, tilføjer skuespilleren.

Skuespilparret mødte hinanden på Aarhus Teaterskole, da Amalie Dollerup begyndte som førsteårselev. Selv om der ikke var tale om kærlighed ved første blik, skulle mødet alligevel vise sig at være skæbnesvangert.

- Jeg var faktisk kæreste med en anden kvinde, da Amalie begyndte på skolen. Det fungerede ikke, men det havde ikke noget med Amalie at gøre. Efter nogle måneder kom jeg ud af den boble og begyndte at kigge ud i verden og løftede igen øjnene op, hvor vi så mødte hinanden, fortæller han.

Den nye sæson af "Bag enhver mand" har premiere på DRTV 26. december og 1. januar på DR1.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/12/2025 - 08:00

FAKTA: Vi er vilde med danske aktier

* 52 procent af danskerne mener, at deres investeringer er godt spredt.

* Men danske aktier udgør i gennemsnit 21 procent af danskernes investeringer. Globalt set fylder det danske aktiemarked omkring én procent.

* Knap hver sjette af de adspurgte - 17 procent - forventer at øge deres beholdning af danske aktier næste år.

* 31 procent mener, at udviklingen af danske aktier i år har været overvejende eller meget positiv. Men C25-indekset med de 25 største danske selskaber er faldet knap to procent år til dato. 

Kilde: undersøgelse foretaget af Norstat på vegne af Norm Invest i perioden 20. til 27. november.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/12/2025 - 10:00

FAKTA: Prøv dig frem med spicy kimchi

Du kan tilføre din surkål mere smag med masser af krydderier. Start eventuelt med denne spicy kimchi med spidskål, broccolistok og pastinak.

* Lav en saltlage dagen før med en liter kogende vand og 50 gram salt.

* Brug et stort hoved spidskål, to broccolistokke, to pastinakker og et rødløg.

* Snit kålen fint, og læg den i saltlagen natten over.

* Blend fire fed hvidløg, 100 gram paprika, en stærk chili, en halv deciliter fiskesauce, en spiseskefuld honning og en halv deciliter vand til en jævn kimchipasta.

* Skær de øvrige grøntsager i små tern eller strimler.

* Massér grøntsagerne med kimchipastaen i fem-ti minutter, til kålen afgiver væske.

* Pres blandingen ned i et glas, dæk med væske, og læg noget tungt ovenpå.

* Husk at åbne dagligt for at lette trykket.

* Efter en uges tid bør den være klar. Sæt den herefter på køl for at standse fermenteringen.

Kilde: Kogebogsforfatter Mette Løvbom.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek