Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 11/04/2026 - 19:20

USA: Flådeskibe forbereder minerydning i Hormuzstrædet

USA har lørdag indledt processen med at etablere passage gennem Hormuzstrædet, siger Centcoms chef.

Dado Ruvic/Reuters

Af: /ritzau/

To amerikanske flådeskibe er sejlet gennem Hormuzstrædet som led i en operation, der skal begynde arbejdet med at rydde miner i den vigtige passage.

Det meddeler det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, i et opslag på X lørdag.

- I dag begyndte vi processen med at etablere en ny passage, og vi vil snart dele denne sikre rute med søfartsindustrien for at fremme fri handel, siger Centcoms chef, admiral Brad Cooper, i opslaget.

De to flådeskibe - USS "Frank E. Peterson" og USS "Michael Murphy" - sejlede gennem Hormuzstrædet og opererede i Den Arabiske Golf, skriver Centcom.

Det sker som en del af en bredere mission for at sikre, at strædet er fuldstændig ryddet for søminer.

Iran har lukket strædet og mineret det som reaktion på de luftangreb, som USA og Israel indledte mod landet 28. februar.

USA's præsident, Donald Trump, skrev tidligere lørdag på sit sociale medie, Truth Social, at USA er gået i gang med at "rydde" Hormuzstrædet som en "tjeneste" for andre lande.

- Utroligt nok har de ikke modet eller viljen til at gøre dette arbejde selv, lød det fra Trump.

Centcom meddeler, at flere amerikanske styrker vil deltage i rydningsarbejdet i de kommende dage.

Der vil blandt andet blive anvendt undervandsdroner for at rydde de søminer, som den iranske Revolutionsgarde har lagt ud, skriver Centcom.

Omkring en femtedel af verdens olie passerer gennem Hormuzstrædet.

Tidligere lørdag skrev det amerikanske medie Axios, at operationen ikke er koordineret med iranske myndigheder.

Meldingen fra Centcom kommer, mens USA og Iran mødes til samtaler på det højeste niveau i årtier.

Det sker i Pakistans hovedstad, Islamabad. Pakistan har forsøgt at mægle i konflikten mellem de to lande.

Tidligere lørdag afviste en højtstående iransk militærperson, at noget amerikansk skib skulle være sejlet gennem Hormuzstrædet.

Kilden sagde til statsligt iransk tv, at et amerikansk krigsskib modtog en advarsel om, at det ville blive angrebet inden for en halv time, hvis det sejlede ind i strædet.

Derpå vendte skibet om, meddelte militærkilden ifølge Reuters.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek