Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Minneapolis, 29/03/2026 - 01:57

Arrangør: Otte millioner gik på gaden til demonstrationer mod Trump

"No Kings"-demonstrationer i USA udspillede sig lørdag med mere end 3300 arrangementer, siger arrangøren bag.

Af: /ritzau/

Omkring otte millioner mennesker deltog lørdag i såkaldte "No Kings"-demonstrationer i USA.

Det meddeler bevægelsen No Kings, som er arrangør bag demonstrationerne, i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Mindst otte millioner mennesker samledes i dag ved flere end 3300 arrangementer på tværs af alle 50 delstater, lyder det.

De amerikanske myndigheder er ikke kommet med en officiel optælling af antallet af deltagere.

Sammenlignet med oktober, hvor de seneste "No Kings"-demonstrationer fandt sted, var der ifølge arrangøren en million flere deltagere lørdag.

Demonstrationerne omfattede lørdag desuden yderligere 600 begivenheder sammenlignet med oktober, lyder det.

Det amerikanske medie CNN skriver, at demonstranterne lørdag har udtrykt deres modstand mod den politik, der føres af landets præsident, Donald Trump.

De demonstrerer også mod øgede leveomkostninger i USA og mod krigen i Iran, som startede den 28. februar, da USA sammen med Israel udførte angreb mod Iran.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek