Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Albertslund, 03/09/2023 - 08:00

DR-stjerne: Jeg prøver alle ting på ny

Den fremadstormende skuespiller Youssef Wayne Hvidtfeldt står over for sit helt store gennembrud med hovedrollen i DR's nye store dramasatsning, "Huset".

Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Skuespilleren Youssef Wayne Hvidtfeldt sad i flyveren på vej til Nice, nervøs og spændt. Ikke over selve flyveturen, men tanken om, hvad der ventede, når han landede på den franske Riviera.

DR's nye store dramasatsning, "Huset", som han har en af de bærende roller i, var i foråret udtaget til den internationale seriefestival i Cannes, hvor serien både havde verdenspremiere - længe inden den danske - og var med i hovedkonkurrencen.

DR's søndagsdramaer har tidligere vakt stor international opmærksomhed og anerkendelse, så det velansete amerikanske kulturmedie Variety var interesseret i public service-stationens nyeste satsning.

- Jeg brugte hele flyveturen til Cannes på at sidde og snakke med Sofie Gråbøl om, hvordan man gør. Hun sagde bare: "Tag det oppefra og ned", siger Youssef Wayne Hvidtfeldt med et smil.

- Det er en vild oplevelse. Jeg prøver alle ting på ny for første gang. Med denne her serie oplever jeg en masse nye ting, jeg aldrig har prøvet før - jeg har heller ikke prøvet det her før, siger den fremadstormende skuespiller.

Youssef Wayne Hvidtfeldt henviser til den pressedag, hvor han er med til at præsentere "Huset" forud for den danske premiere på DRTV den 1. september og DR1 den 3. september i det nedlagte Vridsløselille Fængsel i Albertslund, som også dannede rammen om optagelserne.

Serien centrerer sig om fire fængselsbetjente - spillet af Youssef Wayne Hvidtfeldt, Charlotte Fich, David Dencik og førnævnte Sofie Gråbøl - som har tre måneder til at få bugt med den dårlige omtale, hierarkiet og handlen med stoffer, der dominerer blandt fangerne.

Youssef Wayne Hvidtfeldt blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2014. Selv om det 35-årige talent næste år kan markere tiårsjubilæum, står han nu sin første og største dramatiske rolle i bedste sendetid som den fåmælte og skulende fængselsbetjent Sammi.

- Det har været en drøm for mig i mange år at få lov til at lave det her, siger Youssef Wayne Hvidtfeldt og fortsætter:

- Jeg kan også godt mærke det - nu er jeg 35 år, så jeg synes også, det er det helt rigtige tidspunkt. Jeg er meget heldig at kunne lave det her.

Det har krævet en hel del forberedelse for skuespilleren at iføre sig uniformen og besidde autoriteten for at indtage rollen troværdigt, og det var den første udfordring, han skulle løse.

- Jeg har måske haft en selvopfattelse af, at jeg ikke er så stor og bred: "Jeg er sådan en tynd rad. Jeg kan da ikke stå op imod sådan et kæmpe brød", så jeg tænkte: "Hvordan kan jeg få det til at fungere?", fortæller Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Han allierede sig derfor med en træner, en dygtig bodybuilder, fortæller Youssef Wayne Hvidtfeldt, som piskede ham igennem et intenst program.

- Jeg har virkelig gjort meget for at kunne træne op, for jeg havde meget kort tid til det. Jeg trænede og spiste kylling og ris. Der var ingen sjov og ballade i de måneder der, siger Youssef Wayne Hvidtfeldt.

Ud over det fysiske hjalp træningen også Youssef Wayne Hvidtfeldt til at komme åndeligt ind i rollen som Sammi.

- Når jeg ikke kunne tage flere øvelser af den træning, jeg var i gang med, kiggede jeg mig selv i spejlet og tog på en måde en maske af Sammi på, fortæller Youssef Wayne Hvidtfeldt.

- Det gjorde, at jeg kunne tage de ekstra set. Der kom et andet mindset - meget interessant, bemærker han.

Kigger man på film og tv-serier, hvor der står Youssef Wayne Hvidtfeldt på rollelisten, finder man blandt andet "Borgen - riget, magten og æren", ungdomsserien "Yes No Maybe" og den romantiske komedieserie "Hånd i hånd".

Det navn, der dukker frem på rulleteksterne, er ikke en konstellation, man ofte ser.

Navnet Youssef fandt hans marokkanske farmor på. Det var kommet til hende en nat i en drøm. Om det er en røverhistorie, ved Youssef Wayne Hvidtfeldt faktisk ikke, men hans forældre nappede navnet.

Efternavnet Hvidtfeldt har han fra sin mor.

- I mange år var det vigtigt for mig at have de to navne - fra den ene og fra den anden kultur - for at have den dualitet, fordi jeg er halvt marokkaner og halvt dansker, fortæller han.

Wayne derimod kommer fra populærkulturen og er noget, han selv er kommet på, fortæller han med et grin. Wayne er efter Bruce Wayne - manden inden i Batman.

Skuespilleren er betaget af Batman og ændrede engang sit navn til Youssef Wayne Hvidtfeldt på Facebook.

Det lød sejt.

Men pludselig så han, at han stod krediteret sådan på et teaterprogram.

- Først tænkte jeg: "Ej, hvor fjollet". Men så tænkte jeg: "Det er egentlig meget fedt, for så har jeg noget fra min mor, noget fra min far og noget, der er mit eget på en eller anden måde", fortæller han.

- Så lige pludselig blev det lidt sådan et kunstnernavn, et stage name - eller hvad man kan kalde det. Det blev i hvert fald et navn, jeg kunne bruge til at arbejde med, som ikke var mit private navn. Så nu kører jeg ligesom bare med det, siger Youssef Wayne Hvidtfeldt med et smil.

Næste afsnit af "Huset" kan ses på DRTV fra fredag morgen og sendes på DR1 søndag klokken 20.00.

/ritzau/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

FAKTA: Imprægnering kan indeholde PFAS

* Forskellige former for imprægneringsmidler kan indeholde problematiske fluorstoffer, som ofte beskrives ved betegnelsen PFAS.

* PFAS er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå nedbrydning, hvilket giver dit tøj, dine møbler og sko en vand- og smudsafvisende effekt.

* Af samme grund er stofferne også problematiske for miljøet og din sundhed. Og fra 2026 bliver det forbudt at bruge PFAS i imprægneringsmidler i Danmark. 

* Du kan blive udsat for stofferne ved, at du indånder imprægneringsmidlerne, men også gennem efterfølgende kontakt med din jakke eller det møbel, du har imprægneret. 

* Derfor kan det være en god idé at imprægnere udendørs og lade støvlerne, jakken eller lænestolen dampe af, inden du tager det i brug. 

* Du kan også finde imprægnering helt uden de problematiske stoffer. Du kan vælge imprægnering, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. Og til dine lædersko eller din lædersofa kan læderfedt være et godt alternativ. 

* Der er dog ingen grund til panik, hvis du allerede har brugt en imprægneringsspray med PFAS. Selv om der er stort fokus på det problematiske stof, handler det i højere grad om den samlede frigivelse til naturen. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

Forlæng levetiden for dit vintertøj på et par minutter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kan være frustrerende at opdage, at jakken er utæt, eller at støvlerne tager vand ind. Imprægnering kan hjælpe dit overtøj med at modstå sæsonens våde vejr.

Regn, slud og sjap slider på dit overtøj, men imprægnering er med til at sikre, at det holder sæson efter sæson.

Det fortæller Andreas Schmidt Østergaard, der er Head of E-Commerce hos virksomheden GrejFreak, som primært sælger udstyr til udendørslivet.

Når du imprægnerer dine tekstiler, skaber du en hinde, der afviser vand og skidt.

På den måde beskytter du den såkaldte membran, der sikrer åndbarhed og fungerer som en barriere mellem kroppen og vejret.

- Membranen ligger som et tyndt lag inde i konstruktionen i vandtætte støvler, jakker eller bukser og holder vand ude og sørger for, at fugt indefra kan slippe ud.

- Når ydersiden mister sin imprægnering, bliver membranen hurtigere gennemblødt, og dens åndbarhed hæmmes, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Der findes flere forskellige imprægneringsmidler - en flydende, der vaskes helt ind i fibrene af dine tekstiler, og en spray, der danner et udvendigt skjold.

Den flydende slags hældes i sæbedispenseren på din vaskemaskine, så det kræver, at tøjet tåler den våde snurretur.

Denne type imprægnering virker bedst på vandafvisende produkter. Mange flyverdragter til børn og tykke vinterjakker finder du i denne kategori.

Hvis du imprægnerer vandtætte materialer med en membran, fungerer det derimod bedst med en spray, forklarer Andreas Schmidt Østergaard.

Det skyldes, at imprægneringen kun skal ligge på ydersiden og danne en vandafvisende overflade, som hjælper stoffets membran med at ånde.

- Jeg hænger min regnjakke op på en bøjle i brusekabinen, sprayer et jævnt lag på ydersiden, lader det trænge ind et øjeblik og tørrer det overskydende af, siger han.

Det tager kun et par minutter, men det kan forlænge levetiden på din yndlingsjakke markant, pointerer Andreas Schmidt Østergaard.

Når du vælger en imprægneringsspray, skal du være opmærksom på, at nogle af dem indeholder problematiske stoffer som PFAS - også kaldet fluorstoffer - der kan skade både miljøet og din sundhed.

Dem skal du ifølge Forbrugerrådet Tænk bruge udendørs, hvor imprægneringen også skal have lov dampe af.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du gøre det indendørs under kraftig udluftning.

Den hinde, som imprægneringen skaber, bliver slidt af efterhånden, så processen skal gentages efter en rum tid.

Hvornår og hvor ofte du bør imprægnere overtøjet, afhænger af hvor meget du bruger og vasker det.

- Med udgangspunkt i mig selv er det som regel nok med en gang per vintersæson.

- Men jeg kunne forestille mig, at en flyverdragt til børn skal imprægneres oftere, fordi den bliver mere beskidt og vaskes mere, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Bruger du den samme jakke hele året, kan du med fordel imprægnere den et sted mellem to og tre gange årligt.

Andreas Schmidt Østergaard pointerer, at der findes mange forskellige imprægneringsmidler.

Så hold for øje, hvilken type imprægnering der passer bedst til den genstand, du vil give ekstra beskyttelse.

Er du i tvivl, så henvend dig til din lokale forhandler, så kan de vejlede dig i, hvilken imprægnering og metode der egner sig bedst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek