Kyiv, 25/05/2025 - 04:25
Mindst ti meldes såret under russisk droneangreb i Kyiv
Mindst ti personer meldes såret under russisk luftangreb i Kyiv. Ukraine har sendt droner afsted mod Rusland.
Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ukraines hovedstad, Kyiv, er natten til søndag under nyt russisk droneangreb.
Det oplyser Tymur Tkatjenko, der står i spidsen for byens militæradministration, på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Mere end et dusin fjendtlige droner befinder sig allerede i luftrummet omkring hovedstaden. Nye nærmer sig også.
- Der er risiko for, at fjenden vil anvende et stort antal droner og missiler fra strategiske fly, skriver Tkatjenko.
Det er anden nat i træk, at Ukraines hovedstad er mål for et russisk luftangreb.
Lørdag oplyste Ukraines luftvåben, at Rusland natten forinden havde affyret 14 ballistiske missiler og 250 droner.
Ukraines militær har kaldt angrebet natten til lørdag for "et af de største kombinerede luftangreb i krigens tre år". Ifølge AFP blev 15 personer såret i angrebet.
Kyiv borgmester, Vitali Klitschko, skriver ifølge AFP på beskedtjenesten Telegram, at mindst 10 personer er såret i nattens angreb.
Han beder hovedstadens indbyggere blive i byens beskyttelsesrum.
Ifølge Tkatjenko er en etageejendom i bydelen Holosijivskyj blevet ramt af vragdele fra en drone.
- Bygningen er delvist ødelagt, og der er udbrudt brand. Redningsmandskab er på stedet, skrev han tidligere på natten.
Også i regionen Kharkiv, der ligger i den nordøstlige del af Ukraine, og regionen Mykolajivska, der ligger i den sydlige del af Ukraine, er der meldinger om russiske droneangreb.
Ruslands Forsvarsministerium oplyste tidligt natten til søndag, at Ukraine har sat et luftangreb ind mod Rusland. Det skriver Reuters.
Russiske luftforsvar har ifølge ministeriet ødelagt 95 ukrainske droner over Rusland. Dronerne er primært blevet opsnappet i det centrale og sydlige Rusland, men også nær hovedstaden, Moskva, oplyser ministeriet.
Angrebene sker på et tidspunkt, hvor Rusland og Ukraine er i gang med den største fangeudveksling i løbet af den mere end tre år lange krig.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skrev lørdag i et opslag på det sociale medie X, at "Rusland forlænger krigen", og opfordrede til yderligere internationale sanktioner for at tvinge Rusland til at indgå en våbenhvile.
/ritzau/