Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/05/2024 - 09:15

Fem personer frihedsberøvet efter demonstration ved motorvej

Demonstranter fra "Nødbremsen" er tirsdag blevet frihedsberøvet, efter at motorvejsafkørsel blev blokeret.

Af: /ritzau/

Fem personer er tirsdag morgen blevet frihedsberøvet af politiet og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og færdselsloven i forbindelse med en demonstration.

Det skriver Nordsjællands Politi på det sociale medie X.

Demonstrationen foregik ved motorvejsafkørslen til Jægersborgvej i Lyngby på Helsingørmotorvejen E47 lidt nord for København, som demonstranterne blokerede, så trafikken gik i stå.

På billeder fra stedet kan man se demonstranterne iført orange veste med "Nødbremsen" skrevet på ryggen. De står med bannere, hvorpå der står "Drop de nye motorveje".

Nødbremsen beskriver sig selv som en kampagne for at få standset den danske regerings planer om at bygge nye motorveje.

I et opslag på Instagram har Nødbremsen delt billeder fra demonstrationen tirsdag morgen. Her henvises til, at en ny, nordjysk motorvejsforbindelse over øen Egholm tirsdag skal andenbehandles i Folketinget.

Til Ritzau oplyser Nordsjællands Politi, at man 07.44 tirsdag morgen fik en anmeldelse om, at der ville blive afholdt en demonstration ved motorvejsafkørslen.

- Da vi kommer frem, får demonstranterne et påbud om at flytte sig, fordi de spærrer trafikken. Og eftersom de vælger ikke at efterkomme det, kan vi frihedsberøve dem i henhold til politiloven, siger kommunikationsrådgiver i Nordsjællands Politi Henriette Døssing til Ritzau.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek