Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 18/01/2024 - 20:06

400 borgere deltager i kong Frederiks festgudstjeneste

400 borgere bookede i løbet af fem minutter alle ledige pladser til kongens gudstjeneste søndag.

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Festgudstjenesten i Aarhus Domkirke søndag er en begivenhed, der optager borgerne i Danmark.

De 400 pladser, som Aarhus Stift havde sat til rådighed for reservation for borgere, blev booket i løbet af fem minutter.

Det oplyser den kongelige konfessionarius og biskoppen over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, som også skal lede gudstjenesten, til Ritzau.

- Efter at det officielle Danmark var blevet tilgodeset, udloddede vi 400 pladser, som man kunne gå ind på vores hjemmeside og tilmelde sig. Og de 400 pladser forsvandt hurtigt, siger Henrik Wigh-Poulsen.

I anledning af tronskiftet afholdes der søndag en festgudstjeneste til ære for kong Frederik i Aarhus.

Her deltager repræsentanter fra det officielle Danmark, herunder kongefamilien, regeringen og Folketinget. Desuden deltager biskopper fra Grønland og Færøerne, landets domprovster og Aarhus Stifts domprovster. Og 400 almindelige danskere, der var heldige at få en plads.

- Vi tænkte: Hvem skal vi invitere? For det er meget vigtigt at få danskere af alle mulige slags med.

- Det er jo ikke en gudstjeneste, hvor man kan komme på dagen og regne med, at der er pladser. Det giver næsten sig selv. Derfor har vi måttet reservere pladserne, siger Henrik Wigh-Poulsen.

I sin nytårstale sidste år annoncerede den tidligere dronning Margrethe II, at hun ville abdicere og overlade tronen til sin søn, den daværende kronprins Frederik.

Han blev søndag 14. januar udråbt til konge af Danmark foran en fyldt Christiansborg Slotsplads.

Festgudstjenesten i Aarhus markerer også tronskiftet, og det er kong Frederik, der har besluttet, at den skal foregå i Aarhus Domkirke.

I forbindelse med, at kong Frederik og dronning Mary deltager i festgudstjenesten, vil parret køre i kortege fra Marselisborg Slot og ind til midtbyen - og tilbage igen.

Ruten går igennem Marselisskoven, forbi Sct. Pauls Kirke og banegården og videre ad byens gågade.

Gudstjenesten skal efter planen begynde klokken 14.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek