Bordeaux, 24/07/2026 - 21:25
Over 100.000 er evakueret på grund af naturbrande i Frankrig
Naturbrande har fået myndigheder i både Spanien og Frankrig til at evakuere titusindvis af mennesker.
Af: /ritzau/AFP
Flere end 100.000 mennesker er blevet evakueret på grund af naturbrande i det sydvestlige Frankrig.
Det oplyser landets indenrigsminister, Laurent Nunez, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
De evakuerede personer befandt sig på steder, som var truet af brandene, der allerede har brændt et område på 14.000 hektar.
Samtidig oplyser spanske myndigheder, at omkring 40.000 mennesker i Spanien er blevet evakueret eller bedt om at blive indendørs ligeledes på grund af naturbrande.
En af brandene, der bevæger sig i nærheden af landets hovedstad, Madrid, er "på sit højeste" og umulig at få under kontrol. Det siger Carlos Novillo, der er chef for beredskabet i Madrids regionale regering.
RITZAU/AFP




