Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/07/2026 - 20:57

USA indleder ny bølge af angreb mod Iran

Formålet med at angribe Iran torsdag er ifølge Centcom at svække Irans militære evner yderligere.

Af: /ritzau/

Det amerikanske militær har indledt en ny bølge af angreb mod Iran torsdag aften dansk tid.

Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på X.

Det er femte aften i træk, at USA angriber landet med det mål at nedbryde dets militære evner yderligere, lyder det fra Centcom.

USA's præsident, Donald Trump, er stadig åben over for en diplomatisk løsning på konflikten med Iran.

Det siger Karoline Leavitt, der er talskvinde for præsidenten, på en briefing i Det Hvide Hus torsdag, og der er stadig samtaler mellem USA og Iran på trods af de seneste dages angreb.

- De har sagt til præsidenten, at de stadig vil lave en aftale. Vi taler med dem, men igen, præsidenten kommer ikke til at lade dem skyde mod skibe i strædet (Hormuz-strædet, red.) uden at betale for konsekvenserne af det, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udtalelserne fra talskvinden er kommet inden den seneste melding fra Centcom.

Leavitt siger også, at årsagen til de seneste dages angreb er, at Iran ikke har overholdt betingelserne i et forståelsespapir mellem USA og Iran.

- Ifølge forståelsespapiret, som de har underskrevet, må de ikke skyde mod kommercielle fartøjer, der sejler gennem Hormuz-strædet, og desværre har de truffet den for dem tragiske beslutning om at gøre det, siger hun.

De to lande underskrev i midten af juni forståelsespapiret, der skulle bane vejen for en afslutning på konflikten, der brød ud, da USA sammen med Israel den 28. februar iværksatte luftangreb i Iran.

Iran og USA har flere gange efter underskrivelsen af forståelsespapiret beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek