Kyiv, 25/11/2025 - 06:23
To meldes dræbt i russisk droneangreb på Kyiv før daggry
Flere bygninger i Ukraines hovedstad, Kyiv, brød natten til tirsdag i brand som følge af russisk droneangreb.
Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To personer er blevet dræbt, og yderligere seks er såret, efter et russisk luftangreb på Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til tirsdag.
Det oplyser Ukraines beredskabstjeneste på den krypterede beskedtjeneste Telegram før daggry tirsdag morgen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Enheder fra den statslige beredskabstjeneste fortsætter arbejdet på de steder, hvor der er sket angreb, og hvor der er faldet vragdele, skriver beredskabstjenesten.
Russiske droner sværmede natten til tirsdag over Ukraines hovedstad, Kyiv, hvor de rettede angreb mod og antændte brande i flere beboelsesejendomme.
En af de berørte bygninger ligger ifølge Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, i den centrale bydel Petjersk. Bygningen blev efterfølgende evakueret.
Tymur Tkatsjenko, som står i spidsen for Kyivs militære administration, meldte natten til tirsdag om en anden ramt beboelsesejendom på den østlige side af Dnipro-floden, som gennemskærer den ukrainske hovedstad.
Billeder fra stedet viser, at der udbrød brand i flere lejligheder i bygningen.
Ukraines energiministerium meldte ifølge AFP natten til tirsdag om det, som ministeriet omtalte som et massivt angreb på forsyningsanlæg i hovedstaden.
Billeder fra Reuters viser, at nogle personer i Kyiv tog ophold i kælderrum, parkeringskældre og på underjordiske metrostationer. Indbyggere i Kyiv søger typisk tilflugt her, når byen er under angreb.
Også i Rusland har der natten til tirsdag været meldinger om droneangreb.
I Rostov-regionen, der ligger i det sydvestlige Rusland nær grænsen til Ukraine, melder den fungerende guvernør, Jurij Sljusar, at tre personer er blevet dræbt i ukrainske droneangreb.
I den russiske havneby Novorossijsk meldes der om ukrainske angreb på beboelsesejendomme. Fire personer skal her være såret.
Nattens gensidige angreb sker, efter at USA i sidste uge præsenterede et udkast til en fredsplan, der indeholdt 28 punkter.
Planen indeholdt flere punkter, som umiddelbart virkede uacceptable for Ukraine. Blandt andet at landet skal afgive hele Donbas-regionen til Rusland og et løfte om, at Ukraine aldrig bliver medlem af Nato.
Udkastet blev i weekenden drøftet af en ukrainsk og amerikansk delegation i Genève i Schweiz.
Mandag lød det så fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at en ny ramme for fred i landet indeholder flere af de rigtige tiltag - men at der stadig er følsomme spørgsmål, der skal diskuteres med USA's præsident, Donald Trump.
En højtstående embedsmand, som udtalte sig på betingelse af anonymitet, oplyste mandag aften til AFP, at USA har lagt pres på Ukraine for at få landet til at acceptere planen.
/ritzau/




