Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Budapest, 12/04/2026 - 21:06

Prognose sender Ungarns opposition tæt på superflertal

Med over hver tredje stemme talt op er Tisza og Péter Magyar tæt på to tredjedeles flertal, viser prognose.

Leonhard Foeger/Reuters

Af: /ritzau/

I en tidlig prognose efter søndagens parlamentsvalg i Ungarn står oppositionspartiet Tisza til at få 132 af de 199 pladser i parlamentet.

Prognosen er lavet, efter at 37 procent af stemmerne er talt op.

Det skriver Reuters.

Dermed er Tisza meget tæt på at få de 133 pladser i parlamentet, som skal til for at have to tredjedeles flertal.

Hvis partiet sikrer sig et sådant superflertal, kan det ændre forfatningen.

Regeringspartiet Fidesz står til 59 pladser.

Tallene kan sagtens ændre sig, efterhånden som flere stemmer bliver talt op.

- Tak Ungarn!, skriver Tiszas partileder, Péter Magyar, i et kortfattet opslag på Facebook.

Kort efter, at valgstederne var lukket klokken 19, erklærede han at være "forsigtigt optimist".

Den første prognose lægger sig tæt på to meningsmålinger, der er foretaget i dagene op til valget.

De spår, at Tisza får mellem 55 og 57 procent af stemmerne.

Det kan omsættes til mellem 132 og 135 af de 199 pladser i Ungarns parlament.

Målingerne giver premierminister Viktor Orbáns parti, Fidesz, mellem 37 og 38 procent af stemmerne.

De foreløbige resultater ventes løbende at blive offentliggjort søndag aften.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek