København, 12/06/2026 - 16:01
Nicolai Wammen forlænger midlertidig grænsekontrol mod Tyskland
Midlertidig grænsekontrol mod Tyskland forlænges med fire måneder fra 12. juli, skriver Justitsministeriet.
Af: /ritzau/
Den nye justitsminister Nicolai Wammen (S) har fredag meddelt EU-Kommissionen, at Danmark forlænger den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland igen.
Denne gang med fire måneder. Forlængelsen begynder fra 12. juli.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.
Ifølge Nicolai Wammen er sikkerhedssituationen alvorlig, og der er fortsat en terror- og sabotagetrussel rettet mod Danmark.
- Derfor er det vigtigt, at vi har grænsekontrol mod Tyskland, siger han i meddelelsen og tilføjer:
- På den baggrund forlænger vi nu den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland, så vi fortsat giver politiet de rette værktøjer i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet.
Normalt forlænges grænsekontrollen med seks måneder.
- Forlængelsen er i lyset af regeringens nylige tiltrædelse begrænset til fire måneder, skriver Justitsministeriet i meddelelsen.
Grænsekontrollen blev senest forlænget i april under forhandlingerne om en ny regering.
Dengang blev grænsekontrollen forlænget med to måneder.
/ritzau/




