København, 12/06/2025 - 08:42
Teenagesvømmer sætter tredje verdensrekord på fem dage
18-årige Summer McIntosh satte torsdag sin tredje verdensrekord siden søndag, denne gang på 400 meter medley.
Denes Erdos/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den 18-årige canadiske svømmestjerne Summer McIntosh er helt ustyrlig i bassinet i denne tid.
Natten til torsdag dansk tid satte hun verdensrekord for tredje gang på fem dage ved et stævne i Victoria i hendes hjemland.
McIntosh blev noteret for tiden 4 minutter og 23,65 sekunder på 400 meter medley og forbedrede dermed sin egen rekord.
- Dette har været mit bedste stævne i min karriere, siger Summer McIntosh efterfølgende til AFP.
Søndag dansk tid kappede hun mere end et sekund af verdensrekorden i 400 meter fri.
Hun tilbagelagde distancen på 3 minutter og 54,18 sekunder. Det er 1,20 sekunder hurtigere end den hidtidige rekord, som blev sat ved VM i 2023 af Ariarne Titmus fra Australien.
Natten til tirsdag dansk tid slettede hun så ungarske Katinka Hosszus ti år gamle verdensrekord på 200 meter medley.
McIntosh svømmede i tiden 2 minutter og 5,70 sekunder. I 2015 brugte Hosszu 2 minutter og 6,12 sekunder.
- Verdensrekorder er til for at blive slået. Den dag, jeg forlader denne sport, vil jeg sikre mig, at rekorderne er så hurtige som muligt. Det motiverer mig, da jeg ved, at der altid kommer en ny generation, som vil jagte rekorden, siger McIntosh.
Hun vandt tre guldmedaljer ved OL i Paris sidste sommer.
/ritzau/