Washington D.C., 18/04/2026 - 05:09
Trump truer med at afslutte våbenhvile med Iran
USA's præsident vil have en langsigtet fredsaftale med Iran, inden våbenhvile udløber natten til onsdag.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, overvejer at afslutte den igangværende våbenhvile med Iran, medmindre der inden onsdag indgås en langsigtet aftale om at afslutte krigen.
Det siger han tidligt lørdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One.
USA og Iran blev tirsdag i sidste uge enige om en våbenhvile på to uger. Aftalen står til at udløbe natten til onsdag.
- Måske vil jeg ikke forlænge den, men blokaden (på iranske havne, red.) vil fortsat stå ved magt.
- Så der er en blokade, og desværre vil vi være nødt til at begynde at smide med bomber igen, siger Trump.
/ritzau/




