Kyiv, 25/11/2025 - 02:18
Russiske droner sværmer natten til tirsdag over Kyiv
Bygning i den centrale del af Ukraines hovedstad, Kyiv, er ifølge borgmester ramt under russisk droneangreb.
Valentyn Ogirenko/Reuters
Af: /ritzau/
Luftforsvaret over Ukraines hovedstad, Kyiv, er natten til tirsdag blevet aktiveret i forbindelse med et russisk droneangreb.
Det melder Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Mindst én bygning er ifølge borgmesteren blevet ramt. Det er sket i bydelen Petjersk, der ligger i den centrale del af hovedstaden.
Billeder på sociale medier viser dele af en bygning stå i brand. Reuters har ikke uafhængigt kunnet verificere billederne.
Klytjko melder desuden, at droneangrebet har forårsaget afbrydelser i forsyningen af elektricitet og vand.
Billeder fra Reuters viser, at nogle personer i byen har taget ophold i en underjordisk parkeringskælder. Indbyggere i Kyiv søger typisk tilflugt i parkeringskældre og underjordiske metrostationer, når byen er under angreb.
Nattens russiske angreb mod den ukrainske hovedstad sker, efter at en ukrainsk og amerikansk delegation i weekenden drøftede et amerikansk udkast til en fredsplan med europæiske ledere i Genève i Schweiz.
Udkastet til planen, der oprindeligt indeholdt 28 punkter, blev præsenteret af USA i sidste uge.
Planen indeholdt flere punkter, som umiddelbart virkede uacceptable for Ukraine. Blandt andet at landet skal afgive hele Donbas-regionen til Rusland og et løfte om, at Ukraine aldrig bliver medlem af Nato.
Mandag lød det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at en ny ramme for fred i landet indeholder flere af de rigtige tiltag - men at der stadig er følsomme spørgsmål, der skal diskuteres med USA's præsident, Donald Trump.
En højtstående embedsmand, som udtalte sig på betingelse af anonymitet, oplyste mandag aften til nyhedsbureauet AFP, at USA har lagt pres på Ukraine for at få landet til at acceptere planen.
Ifølge embedsmanden har USA gjort Ukraine klart, at der i realiteten er en risiko for, at den amerikanske støtte kan blive trukket tilbage, hvis Ukraine afviser forslagene.
/ritzau/




