Belgorod, 09/08/2026 - 23:10
Seks personer meldes dræbt i ukrainsk droneangreb i Rusland
Et ukrainsk droneangreb på den russiske by Belgorod har dræbt seks personer, melder russiske myndigheder.
Af: /ritzau/
Seks personer er blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb på den russiske by Belgorod.
Det melder det nationale krise- og beredskabscenter ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag.
Aleksandr Sjuvajev, der er Belgorod-regionens fungerende guvernør, meldte tidligere ud, at tre personer var blevet dræbt. 25 andre - heriblandt to børn - var desuden såret, sagde han ifølge Reuters.
Antallet af dræbte steg senere til seks, da embedsmænd sagde, at redningshold havde gennemsøgt en etageejendom, som stod i flammer.
Sjuvajev sagde, at angrebet udløste brande i to etageejendomme, og at et stort antal beboelses- og erhvervsbygninger blev beskadiget.
Ruslands forsvarsministerium melder, at det russiske militær har nedskudt over 150 ukrainske droner over den europæiske del af Rusland samt over Krimhalvøen, Sortehavet og Det Azovske Hav.
I den store russiske eksporthavn Novorossijsk, der ligger ved Sortehavet, er vragdele fra droner faldet ned over to faciliteter. Det meldte den lokale borgmester, Andrej Kravchenko, tidligere søndag, men navngav ikke stederne.
Det lokale krise- og beredskabscenter har dog senere meldt ud, at tre beboelsesejendomme er blevet beskadiget, og én person er blevet såret.
RITZAU




