Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lima, 29/07/2024 - 08:33

Peru kalder ambassadør hjem efter omstridt valg i Venezuela

Maduros genvalg bliver mødt med skepsis fra andre lande. Resultatet er falsk, lyder det fra Costa Rica.

Fausto Torrealba/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Peru kalder sin ambassadør i Venezuela hjem til "konsultationer" efter søndagens præsidentvalg i Venezuela.

Det meddeler Perus udenrigsminister, Javier Gonzalez-Olaechea, på det sociale medie X.

Hjemkaldelsen sker "i lyset af de meget alvorlige officielle meldinger fra de venezuelanske valgmyndigheder", skriver han.

Tidligere lød det fra Gonzalez-Olaechea, at Peru ikke accepterer "krænkelsen af det venezuelanske folks vilje".

De officielle resultater fra Venezuelas valgmyndighed viser, at præsident Nicolas Maduro er genvalgt med 51 procent af stemmerne.

Men oppositionen fastholder, at dens kandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, har fået 70 procent af stemmerne.

Flere latinamerikanske lande har reageret med dyb skepsis på det officielle resultat fra Venezuela.

Chiles præsident, Gabriel Boric, har kaldt valgresultatet "svært at have tillid til".

Costa Ricas præsident, Rodrigo Chaves, betegner det officielle resultat som "falsk".

Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har bedt om, at så meget information som muligt bliver offentliggjort.

Han tilføjer, at der er "alvorlige bekymringer" over, at det officielle valgresultat ikke afspejler vælgernes ønske.

Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, opfordrer til "fuld gennemsigtighed i valgprocessen".

- Vælgerne i Venezuela stemte om landets fremtid på fredelig vis og i stort antal. Deres vilje skal respekteres, skriver Borrell på X.

Fra Cuba lyder der derimod glæde over Maduros "historiske valgtriumf".

- Jeg talte med broder Nicolas Maduro for at viderebringe varme lykønskninger på vegne af partiet, landet og det cubanske folk, skriver Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, på X.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek