Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Minneapolis, 20/01/2026 - 22:39

USA stævner guvernør og borgmester i Minnesota midt i uro

Guvernør har kaldt efterforskning mod ham en partipolitisk afledningsmanøvre under uroligheder i Minneapolis.

Jim Vondruska/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's justitsministerium har udsendt stævninger til en række offentlige kontorer i Minnesota, heriblandt delstatens guvernør, Tim Walz, og borgmesteren i byen Minneapolis, Jacob Frey.

Det siger en unavngiven embedsmand i ministeriet til nyhedsbureauet Reuters.

Én af stævningerne, som borgmester Jacob Frey har delt, pålægger hans kontor at udlevere alle dokumenter siden starten af 2025, der vedrører "samarbejde eller mangel på samme med føderale immigrationsmyndigheder".

I alt seks kontorer har modtaget stævninger, skriver Reuters.

De seneste uger har USA's præsident, Donald Trump, skærpet indsatsen mod ulovlig indvandring i delstaten.

Tidligere i januar oplyste immigrationsmyndigheden ICE, at man havde sendt 2000 agenter til Minneapolis for at udføre "den største immigrationsoperation nogensinde".

Antallet af ICE-betjente er siden vokset til næsten 3000, skriver Reuters.

Iført camoufleret tøj, masker og med trukne våben har agenterne patruljeret byens gader, hvilket har udløst store demonstrationer og har ført til voldelige sammenstød med ICE.

Fjendtligheden blandt de lokale er kun taget til, efter en agent for knap to uger siden skød og dræbte den amerikanske kvinde Renee Good, mens hun sad i sin bil.

Trump-administrationen har placeret ansvaret for urolighederne hos Walz og Frey, hvilket de begge afviser.

Fredag forbød en amerikansk dommer ICE-betjente at tilbageholde og anholde fredelige demonstranter og bilister samt bruge peberspray eller tåregas mod dem.

Stævningerne kommer, få dage efter at det kom frem, at justitsministeriet efterforskede Walz og Frey.

Walz har kaldt efterforskningen for en partipolitisk afledningsmanøvre, der "ikke søger retfærdighed".

- Befolkningen i Minnesota er mere bekymrede for sikkerhed og fred end for grundløse juridiske taktikker, der har til formål at skræmme embedsmænd, som står skulder ved skulder med deres lokalsamfund, har han ifølge Reuters sagt.

Minnesota har også sagsøgt de føderale myndigheder for at stoppe ICE-operationen. Frey og Walz har beskrevet det som en føderal invasion.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek