Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/10/2023 - 08:00

Haven i november: Efterårets forfald gør gavn til næste år

Uanset om november bliver mild eller fuld af frost, er der projekter at kaste sig over i haven.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Vejret svinger taktstokken over, hvor meget du kan rode rundt i din have i årets 11. måned.

Men en ting er sikker: Bladene falder. Og spørger du Louise Møller, der er havefaglig konsulent ved Haveselskabet, skal du endelig ikke køre dem på genbrugsstationen.

1) Beskyttelse og kompost.

- Du kan rive bladene sammen og lægge dem under buske og hækken eller mellem stauderne som en form for beskyttelse. Samtidig er de mad for alle de jordboende organismer som larver, orme og bænkebidere, siger Louise Møller.

En anden mulighed er at lave en bladkompost. Her samler du bladene i en stor bunke. Læg dem eventuelt inde i et bur, som du laver af trådhegn eller hønsenet, så de ikke blæser væk.

- Og så lader du bladene ligge og blive omsat hen over vinteren, og til foråret får du en lækker bunke bladmuld, forklarer hun.

Brug også gerne bladene i køkkenhaven, foreslår selvstændig havedesigner Marie Uth, der driver virksomheden Naturlig Havedesign.

- Gulerødder, rødbeder, pastinakker og porrer kan godt holde sig ude i haven i lang tid, hvis du lægger et tykt lag visne blade ovenpå, siger hun og fortsætter:

- Det er faktisk den nemmeste måde at vinteropbevare rodfrugterne og porrerne på.

2) Plant nyt, og læg de sidste løg.

Kribler det i dig for at tilføje nyt i haven, er november en god måned at plante træer, buske eller en ny hæk.

- Så længe jorden ikke er frossen eller meget våd, er det fint at plante i november, siger Louise Møller.

Mangler du at lægge blomsterløg som krokus, tulipaner og påskeliljer, kan du stadig nå at få dem i jorden, tilføjer hun:

- Det er en god idé lige at mærke på de løg, som man gerne vil lægge. Hvis de har hængt ude i havecenteret i to en halv måned, kan de godt blive lidt udtørrede. Samtidig er det vigtigt, at løgene stadig er faste og ikke er tydeligt angrebet af svamp.

3) Nå alt det, som du ellers ikke når.

Hvis vejret er mildt, er november oplagt til at lave projekter ude i haven, mener Marie Uth.

- Du kan ligesom få nået nogle af de ting, som du ikke når om sommeren. Jeg er selv i gang med at bygge et kvashegn. Det glæder jeg mig til at gøre færdigt, når der er lidt mere ro på i haven, siger hun.

At sætte gang i projekter kan også være en måde at sørge for, at du kommer ud i haven i løbet af efteråret og ikke går i hi indenfor.

- Her, hvor jeg bor, nyder jeg at være ude i november, hvor der kommer mange fugletræk forbi. Dem ville jeg ikke opdage, hvis jeg sad inde i stuen, siger Marie Uth.

/ritzau fokus/

Storbritannien, 27/05/2024 - 14:28

Judi Dench: Jeg kan ikke se mere

Chris Jackson/Ritzau Scanpix

Den 89-årige veteranskuespiller Judi Dench er noteret for flere end 130 film, serie- og tv-produktioner. Men for nu er der ikke flere på vej.

En epoke kan være forbi for skuespilleren Judi Dench.

Den 89-årige veteran har for nu ikke flere film på vej.

- Nej. Nej. Jeg kan ikke engang se, svarede Judi Dench en journalist, som spurgte skuespilleren om det, da hun for nylig deltog i blomsterfestivalen RHS Chelsea Flower Show.

Det skriver flere internationale medier, herunder Deadline. Udmeldingen har fået avisen The Mirror til at bede skuespillerens agent om en uddybning.

- Judi har ikke mere at tilføje, end det hun sagde til journalisten, lyder det.

Judi Dench fik for en række år siden konstateret Aldersrelateret Makula Degeneration (AMD) - alderspletter på nethinden.

Ifølge sundhedsmyndighederne kan AMD gøre synet uskarpt og forvrænget, man kan miste muligheden for at se farver, og der kan optræde mørke eller tomme områder centralt i synsfeltet.

Ifølge Øjenforeningen er AMD den mest almindelige årsag til svær synsnedsættelse i Vesten. Der findes mange hjælpemidler, men man kan ikke genvinde tabet.

Judi Dench har tidligere fortalt, at hun ikke længere kan læse, så hun har memoreret sine replikker, andre har læst højt for hende. Hun har også måttet få andre til at skære sin mad ud, fordi hun ikke har kunnet se, hvad der er på tallerkenen.

Det sagde hun i et BBC-interview i 2022 - samme år, som hun senest var filmaktuel.

- Jeg vil ikke gå på pension. Men jeg laver ikke meget i øjeblikket, fordi jeg ikke kan se. Det er slemt, sagde hun dengang.

Selv om Judi Dench ikke har lavet film siden, har hun ikke trukket sig tilbage.

Hun laver foredrag om sit liv og sin karriere, og så skal hun på en litteraturfestival med en bog, hun har skrevet om dramatikeren William Shakespeare.

Han står bag "Hamlet", som var det første teaterstykke, Judi Dench medvirkede i tilbage i 1957.

Judi Dench, som fylder 90 år i december, vandt en Oscar for sin præstation i filmen "Shakespeare in Love" i 1990.

Hun er noteret for flere end 130 film, serie- og tv-produktioner på filmdatabasen IMDB.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/05/2024 - 08:00

Landsholdet vinker farvel til fodboldfans i Tivoli inden EM

10. juni afholdes et stort liveshow i Tivoli, hvor herrelandsholdet i fodbold bliver præsenteret. Pil og Malte Ebert gæster også scenen med musik.

Tusindvis af danskere i røde og hvide fodboldtrøjer får mulighed for at vinke farvel og ønske det danske herrelandshold i fodbold held og lykke med EM.

Det sker til et stort tv-transmitteret liveshow på Plænen i Tivoli.

Det skriver forlystelsesparken mandag i en pressemeddelelse.

Liveshowet foregår mandag den 10. juni, og dermed er det også sidste gang, at man kan se landsholdet, inden de drager mod Tyskland for at spille EM-slutrunden.

Spillerne og træner Kasper Hjulmand vil blive præsenteret på scenen i Tivoli klokken 20, hvor værterne Camilla Martin og Melvin Kakooza også interviewer truppen.

Herrelandsholdets anfører Simon Kjær er overbevist om, at det bliver en stor dag.

- Det er de danske fans, vi spiller for, og de støtter os altid i medgang og modgang, siger han i meddelelsen og tilføjer:

- Det betyder alt for os at mærke folkets opbakning, og derfor glæder vi os enormt meget til at opleve en rød og hvid Plænen i Tivoli og give noget tilbage til børn og glade fans, inden vi tager afsted til EM.

Scenen får også besøg af artisterne Pil og Malte Ebert, der skal optræde til showet.

Malte Ebert står i år bag den officielle EM-sang "Kongen Af Danmark". Han har to gange før udgivet sange i forbindelse med en slutrunde, som landsholdet har deltaget i.

Ud over Tivoli står Dansk Boldspil-Union, DBU, og TV 2 også bag arrangementet.

Fra klokken 17 sender TV 2 optakt til showet, hvor man blandt andet vil se herrelandsholdet sætte kurs mod Tivoli, når de forlader træningslejren i Helsingør.

Liveshowet bliver ligeledes sendt på TV 2.

Landsholdet spiller sin første EM-kamp søndag den 16. juni imod Slovenien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/05/2024 - 09:00

Hvor ofte skal græsset slås?

* I vækstsæsonen, som normalt er fra april til sidst i oktober, skal græsset slås cirka én gang om ugen.

* Du bør ikke klippe græsset kortere end tre-fire centimeter. Det stresser græsset at klippe det kortere og svækker rodnettet, som kan give grimme gule pletter og mere mos og andet ukrudt.

* Har du været på ferie, og græsset er højt, er det bedre at klippe det ad flere omgange. Så undgår du, at det lægger sig som en dyne oven på plænen.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/05/2024 - 09:00

Sidste udkald for en flot plæne til sommer

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En våd vinter har givet mos gode vilkår. Du skal derfor gøre en indsats for en flot, grøn plæne til sommer, lyder det fra ekspert.

Græsplænen er nu godt i gang med at vokse, efter at den har ligget i dvale hele vinteren.

På grund af en nedbørsrig vinter er mange danske haver fyldt med mos. Og vil du have en tæt og flot græsplæne til sommer, skal du i gang nu og undgå én klassisk fejl.

Det siger Michael Jepsen, der er ekspert i græspleje og stifter af virksomheden DM Greenkeeping.

- Det er vigtigt ikke at gå fra 0 til 100 og klippe og gøde i ét væk. Det er simpelthen for hårdt for plænen, siger han og sammenligner det med at starte for hårdt ud til fitness efter en længere pause.

Med den rigtige gødning kan du svække væksten af mos og give plænen noget at leve af.

- Der går omkring to til tre uger, før gødningens effekt kan ses, og væksten af græsset tager til. Går man i gang med gødningen nu, når vi altså et stykke ind i sommeren, før effekten ses, siger han.

Men du skal ikke bare give den gas med gødningen, i håb om at du kan indhente lidt tid, eller at havens græs og planter skulle have godt af lidt ekstra.

Faktisk har de danske haveejere en tendens til at overgøde, lyder det fra Louise Møller, der er faglig redaktør hos Haveselskabet.

- Jeg tænker, at forklaringen ligger ved, at folk rigtig gerne vil gøre det bedste for deres planter, men at give dem lige det ekstra er ikke så godt, siger hun.

- Det skader at gøde for meget, ligesom det også skader at gøde for lidt, siger hun og peger på, at du altid bør følge doseringsvejledningen, når du skal gøde din have.

Er du i tvivl, så giv det hellere lidt for lidt gødning. Så må du gøde igen om nogle måneder, lyder rådet fra Louise Møller.

Uanset hvor god du er til at dosere din gødning, skal du ikke tro, at du kommer sovende til en "helt perfekt græsplæne" med lige linjer og ingen vilde blomster.

Det kræver hårdt arbejde og en solid vilje, lyder det fra haveeksperten.

- Gør op med dig selv, hvad dit ambitionsniveau er. Hvis du er typen, der går efter den perfekte græsplæne, som jeg kalder den, skal du vide, at det kræver rigtig meget tid, siger hun.

Kan du leve med en mere afslappet tilgang i din have, sparer du tid og bringer en masse andet godt ind i haven ved at lade nogle vilde blomster og noget ukrudt blive.

Det har blandt andet en masse gavnlige effekter for insekter, der nemmere kan finde et sted at bo og trives i haven.

- Lad eventuelt en del af haven stå med langt græs. Den perfekte græsplæne er ikke så god for insekterne og kan sammenlignes lidt med en grøn ørken, mener Louise Møller.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek