København, 12/07/2025 - 12:40
Dansk Tour-sprinter får lørdag chancen i stigende finale
Picnic-holdet satser på Tobias Lund Andresen lørdag, hvor en massespurt ventes i Tour de France.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tobias Lund Andresen får lørdag chancen for at spurte for et topresultat.
Danskerens hold, Picnic, oplyser til TV 2 Sport, at holdet satser på Tobias Lund Andresen i den let stigende finale, hvor feltets sprintere ventes at skulle dyste om etapesejren.
Det samme bekræfter hovedpersonen selv.
- Vi kører for mig i dag (lørdag, red.). Jeg har glædet mig. Det slutter opad den sidste kilometer, så det passer perfekt til mig, siger Tobias Lund Andresen til TV 2 Sport.
Han siger videre til mediet, at han "har det godt" og "har en chance for at vinde", hvis han sidder rigtig placeret i spurten.
På Tour de Frances to første sprinteretape var den 22-årige Tour-debutant udset til at køre leadout for sin hurtige holdkammerat Pavel Bittner.
Det lykkedes ikke på 1. etape, hvor Picnic var på bagkant, men på 3. etape leverede Lund Andresen et flot forarbejde, der gav Bittner en femteplads.
Tobias Lund Andresen blev selv nummer 11 på 3. etape.
Men på lørdagens 8. etape bliver rollerne altså byttet om.
Det har været fastlagt, siden før Tour de France gik i gang, fortæller Picnic-sportsdirektør Matthew Winston til TV 2 Sport.
For når spurterne er "lidt hårdere", er det Tobias Lund Andresen, der har holdets prioritet, lyder det.
Det er tilfældet på lørdagens 171,4 kilometer lange etape, hvor finalen i Laval stiger med 2,9 procent i snit over de sidste 1,3 kilometer.
Tobias Lund Andresen er i gang med sin tredje professionelle cykelsæson på det hollandske Picnic-hold.
Foreløbig er det blevet til syv sejre for den hurtige dansker - heriblandt to etapesejre i PostNord Danmark Rundt sidste år.
/ritzau/