Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/03/2026 - 15:47

Olsen Dyhr må se sig slået af Messerschmidt og Løkke

I et sjællandsk stemmeopgør mellem partiledere placerer Messerschmidt og Løkke sig foran SF-formanden.

Af: /ritzau/

SF-formand Pia Olsen Dyhr må se sig slået i et sjællandsk stemmeopgør mellem partiledere.

Både Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen har fået flere stemmer end Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden fik ved tirsdagens valg 29.344 personlige stemmer.

Messerschmidt blev den store stemmesluger med 50.819 stemmer, mens Løkke fik 34.636 krydser på stemmesedlen i Sjællands Storkreds.

Det står samtidig klart, at Pia Olsen Dyhr ikke nåede helt samme højder, som partifællen Jacob Mark gjorde i Sjællands Storkreds ved valget i 2022. Her fik Jacob Mark hele 31.235 personlige stemmer.

Tirsdagens valg markerede dog alligevel en fremgang i det personlige stemmetal for SF-formanden.

Ved sidste valg stillede Pia Olsen Dyhr op i Københavns Storkreds, hvor hun skrabede 18.758 personlige stemmer i hus.

SF gik frem ved valget til 20 mandater, og partiet er det næststørste i Folketinget.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek