Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 14/04/2026 - 15:14

Politiet frygter fortsat voldelige angreb mod rockeres klubhus

Påsatte brande og skud mod tatovørbutik kædes sammen til konflikt mellem LTF'ere og Comanches.

Af: /ritzau/

Politiet har besluttet at forlænge opholdsforbuddet i en ejendom, der tilhører rockerklubben Comanches nær Vodskov.

Det oplyser Nordjyllands Politi tirsdag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Indgrebet skyldes en voldelig konflikt mellem personer med forbindelse til den forbudte bande Loyal To Familia og Comanches.

Forbuddet blev oprindeligt sat i kraft 31. marts, og nu er det forlænget frem til 28. april. Det gælder ejendommen på Lerbækvej 47 i Rærup ved Vodskov.

Baggrunden er dels en påsat brand i Kølvrå ved Karup i slutningen af marts, hvor en hund indebrændte. Og dels en eksplosionsagtig brand i et rækkehus i Dronninglund natten til 30. marts.

Siden blev der 7. april affyret flere skud mod en tatovørbutik midt i Aalborg. I den sag er en svensk dreng på 15 år blevet anholdt i Helsingborg som mistænkt.

Tidligere har Nordjyllands Politi om klubhuset i Vodskov udtalt, at der foreligger "en konkret risiko for, at ejendommen kan blive mål for voldelige angreb."

/ritzau/

TjekDet - faktatjek