Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 05/08/2026 - 16:34

Tyskland efterforsker fund af drone med sprængstof i lufthavn

Flere hændelser i og nær lufthavnen Leipzig/Halle er under efterforskning i Tyskland.

Af: /ritzau/Reuters

Tyske antiterrorefterforskere undersøger onsdag en hændelse, hvor en drone med sprængstof blev fundet i lufthavnen Leipzig/Halle i løbet af natten.

Fundet af dronen med sprængstof førte til, at dele af, hvad der er et af Europas største fragtknudepunkter, blev lukket.

Specialister fra tysk politi har siden desarmeret dronen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Samtidig efterforskes en hændelse, hvor et fragtfly tirsdag aften ramte et ukendt objekt tæt på Leipzig/Halle-lufthavnen, som ligger i det østlige Tyskland.

Den tyske avis Bild har rapporteret, at dronen i Leipzig blev fundet umiddelbart i nærheden af et ukrainsk Antonov-fragtfly.

Den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, skal deltage i et hasteindkaldt møde med ledere af de tyske sikkerhedstjenester onsdag aften.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek