Bruxelles, 26/06/2025 - 16:28
Mette Frederiksen forventer vanskeligheder ved EU-oprustning
Det er nemt at få Nato til at enes om fem procent, det er sværere at finde økonomien, mener statsministeren.
Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at det bliver en udfordring at opruste den europæiske forsvarsindustri.
- I går var den lette dag, og i dag er den svære dag, siger hun på EU-topmødet i Bruxelles torsdag.
Onsdag deltog hun i Nato-topmødet i Haag, hvor alliancens medlemslande blev enige om at hæve forsvarsudgifterne til fem procent af bruttonationalproduktet (bnp).
Ifølge statsministeren er det ikke svært at få landene til at bruge fem procent af bnp på forsvar.
- Det svære er at sørge for, at vi har en økonomi, så det rent faktisk kan lade sig gøre, siger Mette Frederiksen.
Derudover bliver det en opgave for Europa at få opbygget den europæiske forsvarsindustri, så den kan levere de våben og kapaciteter, som der er brug for, så Europa kan forsvare sig selv.
Ifølge statsministeren er det en "stor rolle", som EU skal spille i forbindelse med oprustningen af industrien.
- Jeg tror kun på fred via magt og styrke, siger Mette Frederiksen.
Hos Dansk Industri (DI) er man glad for statsministerens ønske om at styrke industrien, men der mangler langsigtede ordrer, mener direktør for forsvar og sikkerhed i DI Joachim Finkielman.
- Vi har stadig til gode at se de langsigtede ordre i Europa. Eksempelvis på 155 mm granater -- her rækker nuværende ordre kun to-tre år ud i fremtiden. Det er ikke strategisk, og det giver ikke investeringer i ekstra produktionskapacitet.
Det er de langsigtede ordrer, der for alvor driver produktionskapaciteten op ad, fordi det skaber mere stabilitet for virksomhederne.
Ifølge Finkielman skal der af den grund være mere strategisk sammenspil mellem regeringerne og industrien.
- Eksempelvis har hverken Nato eller EU en struktureret og strategisk dialog på højt niveau med industriens nationale repræsentanter. Det bør der laves om på, siger Joachim Finkielman.
/ritzau/