Ennezat, 14/07/2025 - 06:45
Opløftet Cort hoster sig rask til anden Tour-halvdel
Magnus Cort er i klar bedring, men er ved at komme i tidsnød, hvis han skal lave et resultat i Tour de France.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Magnus Cort er nu endelig ved at være helt på toppen oven på den sygdom, der truede med at afslutte hans Tour de France allerede i første uge.
Tilbage er blot en genstridig hoste, som kun tiden kan få bugt med. Han satser på at være 100 procent frisk efter første hviledag tirsdag.
- Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, jeg har fejlet. Der sidder en lille smule i lungerne stadig, siger han, inden interviewet bliver afbrudt af et akut hosteanfald.
- Der går nok et par dage med hoste for lige at få det sidste op, men jeg har det meget bedre, og det er jo bare dejligt, lyder det fra Cort.
Sygdommen har været en af årsagerne til, at tv-seerne har set meget lidt til Cort på de første ni etaper.
Den 32-årige bornholmer har været tømt for kræfter og har kørt i den bageste del af feltet på de kuperede etaper, der ellers kunne have været interessante for en Cort i absolut topform.
- Jeg har haft nok at gøre med at tage en dag ad gangen og ikke kigge for langt frem. Jeg har kun koncentreret mig om at følge med. Mandag er allerede tiende dag, og så er vi jo stort set halvvejs i løbet.
- Jeg skal til at tage mig sammen nu. Mulighederne forsvinder mellem hænderne på mig for hver dag, der går, siger Magnus Cort.
Tidligere i karrieren har han vundet to etaper i Tour de France. Første sejr kom i Carcassonne i 2018, og han fulgte op fire år senere i Megève.
/ritzau/