Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 18/08/2026 - 20:13

Prinsesse Dianas bror vil fortælle sandheden om sin søster

Jarlen Charles Spencer vil en gang for alle skrive sine tanker og minder om prinsesse Diana ned.

Jean-Loup Gautreau/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tre uger efter 29-året for prinsesse Dianas død udgiver hendes bror, jarlen Charles Spencer, en bog med titlen "Swan Song: Diana, My Sister", hvor han fortæller om sin søsters liv set ud fra sit eget perspektiv.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra forlaget ifølge flere britiske medier, herunder BBC og The Guardian.

- Jeg vil gerne tale på Dianas vegne og gøre det på en åben, positiv måde, lyder det fra Charles Spencer.

Ifølge Charles Spencer bliver han "oversvømmet med forespørgsler om interviews om min søster".

- Det har overbevist mig om at skrive mine egne tanker og minder ned én gang for alle, i stedet for at have ubehaget ved igen at læse andres meninger hvoraf mange er baseret på usandheder, der er blevet accepteret med tiden, siger han og fortsætter:

- Formålet med bogen er at fortælle sandheden om Diana fra hendes brors perspektiv, ligesom jeg forsøgte at gøre det, da jeg talte ved hendes begravelse.

Prinsesse Diana døde af sine kvæstelser i en trafikulykke i Paris. Bilen forulykkede, da hun blev forfulgt af paparazzofotografer.

Hendes ledsager i bilen, den egyptiske filmproducent Dodi Fayed, og chaufføren omkom også.

Bodyguarden overlevede.

RITZAU

TjekDet - faktatjek