Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/02/2026 - 15:22

USA bakker op om Navalnyj-anklager mod Rusland

Lørdag anklagede Storbritannien Rusland for at forgifte Navalnyj med europæisk opbakning. Nu udtaler USA sig.

Alex Brandon/Reuters

Af: /ritzau/

USA's udenrigsminister Marco Rubio udtaler søndag, at den amerikanske regering ikke ser nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved anklagen mod Rusland for at have brugt giftstof mod oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj.

Det skriver Reuters.

- Vi er opmærksomme på sagen med hr. Navalnyj, og vi har ingen årsag til at så tvivl om indholdet. Vi kommer til at bakke disse lande op i en konflikt om det, sagde Rubio søndag på et pressemøde i Bratislava under et besøg i den slovakiske by.

Lørdag skrev den britiske regering på deres hjemmeside, at der via laboratorietests var fundet rester af det dødelige giftstof epibatidin i Navalnyjs krop.

Et giftstof, der kommer fra giftige frøer, der normalt lever i Sydamerika, ikke i Rusland.

De mente derfor, at det med al sandsynlighed var årsagen bag Navalnyjs død.

Det bakkede den svenske, franske, hollandske og tyske regering op om.

Det britiske udenrigsministerium udtalte, at der ikke fandtes nogen uskyldig forklaring på fundet af giftstoffet i Navalnyjs krop.

På trods af den amerikanske opbakning til anklagen er der dog også lidt tilbageholdenhed at spore i Rubios udtalelse.

- Det var deres rapport, og det var dem, der offentliggjorde den, sagde Marco Rubio blandt andet også på pressemødet i Bratislava.

Ifølge nyhedsbureauet AFP fastholder Rubio på pressemødet dog, at selv om USA ikke direkte bakker op om anklagen, så betyder det ikke, at de er uenige i dens indhold.

Marija Zakharova, en talsperson for det russiske udenrigsministerium, afviste lørdag ifølge det statslige russiske medie Tass anklagerne.

Hun fortalte derudover, at man først ville kommentere på sagen, når de endelige testresultater var klar.

- Indtil resultaterne er fremlagt, er alle sådanne påstande blot propaganda, sagde Zakharova lørdag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek