Aarhus, 09/04/2026 - 15:40
Tidligere politi-ansat idømt fængselsstraf efter læk af rapport
En fortrolig rapport om klanbaseret kriminalitet blev videregivet til journalister. Eks-politi-ansat straffes.
Af: /ritzau/
En tidligere ansat ved Østjyllands Politi er ved Retten i Aarhus idømt tre måneders ubetinget fængsel for at overtræde sin tavshedspligt.
Blandt andet udleverede han en fortrolig rapport til et tv-produktionsselskab.
Det oplyser Statsadvokaten i Viborg på det sociale medie X.
Ifølge anklageskriftet, som Ritzau er i besiddelse af, handlede rapporten om klanbaseret kriminalitet i Aarhus. Den blev videregivet til journalisterne på et ukendt tidspunkt forud for 22. juni 2021.
Ifølge TV 2 Østjylland, som har været til stede i retten, har retten fundet det bevist, at den tiltalte udleverede rapporten til journalister.
Han er kendt skyldig i at have overtrådt straffelovens bestemmelse om stillingsmisbrug, skriver mediet.
Den tiltalte overvejer, om han vil anke dommen til landsretten. Der er en frist på to uger.
/ritzau/




