Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/05/2025 - 10:33

Regeringspartier: Søren Gades urigtige oplysninger er en bagatel

Henrik Frandsen (M) tager det med ro, at Søren Gade har givet urigtige oplysninger. Andre er meget kritiske.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Sagen om, at Folketingets formand, Søren Gade (V), har givet urigtige oplysninger til Folketinget, er "helt nede i bagatelafdelingen".

Det siger medlem af Udvalget for Forretningsordenen (UFO) Henrik Frandsen (M), efter at det tirsdag kom frem, at Søren Gade fortsat er bestyrelsesformand for selskabet Tecleaf.

I december 2022 meddelte Søren Gade ellers til UFO, at han havde frasagt sig posten i Tecleaf.

- Det er en virksomhed, som er under afvikling, og det er i øvrigt en ulønnet post. Så det kommer ikke til at påvirke min stillingtagen i dag, siger Henrik Frandsen forud for et møde i UFO onsdag klokken 11.

Også medlem af UFO Jan E. Jørgensen (V) bakker efter Venstres gruppemøde onsdag op om sin partifælle Søren Gade. Jan E. Jørgensen siger, at "det må være under bagatelgrænsen".

Medlem af UFO Ole Birk Olesen (LA) kritiserer til gengæld Søren Gades ageren.

- Det er meget kritisabelt, at Søren Gade gav forkerte oplysninger om sine hverv ved siden af Folketinget, da han i 2022 blev udpeget af Folketinget som formand. Det er et tillidsbrud, siger han i en skriftlig kommentar.

- I Liberal Alliance synes vi ikke, det nødvendigvis er problematisk, at formanden for Folketinget har arbejde og hverv ved siden af at være formand for Folketinget, men vi vil have korrekt information om det, som også folketingsvalgloven kræver, siger Ole Birk Olesen.

Han kommer med en opfordring til Søren Gade om at udvise større åbenhed over for offentligheden.

Ved mødet onsdag skal Søren Gades hverv ved siden af posten som Folketingets formand debatteres.

Gade kaster ifølge medlem af UFO Peder Hvelplund (EL) "smuds på embedet" som Folketingets formand, når der kommer nye oplysninger frem om hans dobbeltrolle som bestyrelsesaktiv.

- Det styrker ikke tilliden til hans dømmekraft, sagde Peder Hvelplund tirsdag.

Tecleaf har ikke haft aktivitet siden 2022 og er under afvikling, og det er ifølge Søren Gade årsagen til, at han har beholdt posten som bestyrelsesformand i selskabet.

For Peder Hvelplund er det formildende, at selskabet ikke er aktivt. Men det tegner et kritisabelt billede af Søren Gades virke og dømmekraft, mener han.

Udviklingen sker efter længere tids kritik af Søren Gades rolle i en helt anden sag. Den handler om hans rolle som lønnet bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, mens han altså samtidig er formand for Folketinget.

Her er Søren Gade blevet kritiseret for, at de to roller kan skabe tvivl om hans habilitet.

Konkret står Esbjerg Havn i en potentielt vigtig tid, hvor Danmarks store oprustning og skibsbyggeri kan komme havnen til gavn.

I sit forsvar har Søren Gade gentagne gange lagt vægt på, at han tidligere har fået godkendt dobbeltrollen af Udvalget for Forretningsordenen.

Ifølge medlem af UFO Helene Brydensholt (AL) gør de nye oplysninger i sagen om formandsposten i Tecleaf "kun spørgsmålet om formandens dobbeltroller endnu mere alvorlig".

- Alternativet opfordrer på det kraftigste formanden til at trække sig fra posten i Esbjerg Havn. Alternativt trække sig som formand for Folketinget, skriver Helene Brydensholt i en skriftlig kommentar.

Alternativet ønsker, at formanden for Folketinget ikke skal kunne besidde andre hverv.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Søren Gade.

/ritzau/

Svendborg, 11/06/2025 - 06:00

Dynamisk duo skal uddele årets Svend Priser

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Iben Hjejle og Signe Lindkvist skal stå i spidsen for uddelingen ved den publikumsbestemte Svend Prisen, der løber af stablen 28. august i Svendborg.

Når dansk film endnu en gang skal hædres og hyldes af seere og biografgængere ved uddelingen af Svend Prisen 2025, bliver det et "dynamisk par" bestående af Iben Hjejle og Signe Lindkvist, der skal guide publikum gennem aftenen i det sydfynske.

Det afslører filmfestivalen Svend Filmdage i en pressemeddelelse.

- Vi er både stolte og glade over at få lov til at være værter ved Svend Prisen 2025. Der er så meget vild kreativitet i dansk filmkunst lige nu, og det fortjener at blive hyldet med manér, siger Iben Hjejle og Signe Lindkvist og fortsætter:

- Vi lover at gøre os umage, holde stemningen høj og skabe en aften fuld af grin, kærlighed og kæmpe kærlighed til dem, der fortæller de historier, vi aldrig glemmer, lyder det fra de to entertainere.

Iben Hjejle er selv kendt fra både film og tv, hvor hun blandt andet har spillet krimijournalisten Dicte i serien af samme navn, mens at Signe Lindkvist i over 30 år har produceret tv. Hun står blandt andet bag DR's børnekanal, Ramasjang.

De to har tidligere arbejdet sammen som værter på podcasten "Sitter", som de havde sammen fra 2018 til 2024.

Her talte Iben Hjejle og Signe Lindkvist om "stort og småt", og de delte en "til tider kulsort, humoristisk tilgang" til, hvad livet bød dem.

Nu skal de sammen uddele priser for Årets Danske Film, Årets Udenlandske Film, Årets Danske Børnefilm, Årets Udenlandske Børnefilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-Dramaserie, Årets Danske Skuespiller I En Tv-Dramaserie og Hædersprisen.

Det er en jury, der udvælger et felt af nominerede med afsæt i de bedst sælgende film og de mest sete serier i det forgangne år. Men hvem der til syvende og sidst skal løbe med statuetterne er op til danskerne.

Spændingen indfris, når Svend Prisen torsdag 28. august løber af stablen i den sydfynske by Svendborg.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/06/2025 - 05:30

Kong Frederik vender tilbage til Færøerne efter syv år

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Onsdag indleder kong Frederik og dronning Mary et tre dage langt besøg på Færøerne. Deres første som kongepar.

Når kong Frederik onsdag formiddag går i land på kajen i den færøske hovedstad, Tórshavn, bliver det et gensyn med øgruppen efter syv år.

Kongen besøgte senest Færøerne i 2018 - dengang som kronprins sammen med familien.

Dermed er det tre dage lange besøg, som begynder onsdag, Frederiks første som konge.

Fra onsdag og til og med fredag skal kong Frederik og dronning Mary besøge Tórshavn, Vágur, Fámjin, Tvøroyri og Eiði som led i et rigsfællesskabstogt, der egentlig skulle være gennemført sidste år.

Men på grund af en omfattende og ugelang strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet.

Da Frederik og Mary besøgte Færøerne i 2018 som kronprinspar, havde de parrets fire børn med.

Det var parrets andet officielle besøg til øgruppen, som de også besøgte i 2005 med dronning Margrethe og prins Henrik.

Den tre dage lange tur begynder onsdag klokken 10 lokal tid, hvor kongen og dronningen går i land på kajen Bursatangi i Tórshavn fra kongeskibet "Dannebrog".

Den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, der også er vært for besøget, tager imod parret og tager med parret videre til en reception i regeringsbygningerne i den gamle bydel Tinganes.

Herefter følger en række officielle besøg for kongeparret. Det gælder blandt andet et besøg i det færøske parlament, Lagtinget, en officiel modtagelse i Tórshavnar Kommune og en officiel frokost.

Turen går onsdag videre til við Tjarnir, som er en ny multihal for færinger i alle aldre.

Kongen drager videre bagefter til et rehabiliteringscenter, mens dronningen besøger en skole, der arbejder med Mary Fondens program "Fri for mobberi".

Den første dag bliver afsluttet med en festmiddag, som Aksel V. Johannesen er vært for.

Torsdag skal parret blandt andet besøge tangvirksomheden Tari, et ældrehjem, et produktionsværksted, en kirke, en børnehave og en plantage, hvor der skal plantes et træ.

På sidstedagen, fredag, drager de kongelige til bygden Eið, hvor de skal besøge en billedkunstners atelier, omkring byrådet i bygden og til frokost, inden besøget rundes af.

Som punktum for det tre dage lange besøg afholder kongeparret traditionen tro en reception på kongeskibet fredag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/06/2025 - 10:00

FAKTA: Så meget væske har voksne brug for

* Den officielle anbefaling er, at du skal drikke vand, når du spiser, er tørstig og er fysisk aktiv.

* Én til halvanden liter væske er som regel tilstrækkeligt at drikke i døgnet. Både vand, kaffe og te samt mælk, juice og andre drikkevarer tæller med i dit væskeindtag.

* Vær opmærksom på, at du har brug for at drikke mere væske end normalt, når du er fysisk aktiv eller sveder meget.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/06/2025 - 10:00

Din krop har brug for mere end vand i varmen

Matt York/Ritzau Scanpix

Når vi sveder, mister kroppen også salte. Heldigvis hjælper kroppen med at holde både væske- og saltbalancen, men sommetider er der brug for lidt ekstra salt.

Sommeren er over os, og med sol, varme og aktivitet stiger kroppens behov for væske og salt markant.

I takt med at sveden pibler frem, mister vi ikke kun vand, men også vigtige salte, som kroppen har brug for til at opretholde væskebalance og normale funktioner.

Nyrerne har en vigtig funktion, når det kommer til at regulere kroppens salt- og væskebalance, fortæller Lene Niemann Nejsum, som er professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

- Hos en voksen person filtrerer nyrerne op til 180 liter væske fra blodets plasma i døgnet. Men langt det meste bliver ført tilbage i kroppen. Kun omkring én til to liter ender som urin, siger hun og tilføjer, at kroppen dog kan koncentrere urinen helt ned til en halv liter, hvis det skulle blive nødvendigt.

Når væsken skal tilbage i kroppen, sker det gennem et lag celler i nyrerne.

Her spiller salt en vigtig rolle, fordi vand følger salt.

- Kroppen pumper aktivt salt over cellelaget, og vandet følger passivt med. Men det kræver, at der er nok salt i kroppen, siger Lene Niemann Nejsum.

- Ved for lidt salt kan man ikke få vand nok over cellelaget og tilbage i kroppen.

I langt de fleste tilfælde vil en varieret kost give kroppen det salt, den har brug for, vurderer hun.

Det fremgår af tal fra Fødevarestyrelsen, at ni ud af ti danskere faktisk spiser for meget salt.

Men saltbehovet kan stige, hvis man er fysisk aktiv eller sveder meget i varmen, fordi kroppen mister salt gennem sved.

- I de situationer kan man for eksempel købe drikke med elektrolytter, som man kan supplere med, siger Lene Niemann Nejsum.

Elektrolytter er salte og mineraler, såsom natrium og kalium, der blandt andet hjælper kroppen med at regulere væskebalancen. Natrium findes også i almindeligt husholdningssalt.

Man kan desuden få saltkapsler som kosttilskud, der især bruges af elitesportsfolk. De indeholder typisk natrium, kalium og magnesium.

Korrekt saltbalance i kroppen er også noget, som kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl har stort fokus på.

Hans fingerspidser har en god føling med, hvor meget salt der skal i maden. Men sommetider har kroppen også brug for lidt mere salt, siger han.

- Især når sommerheden rammer, bliver køkkenet også glohedt. Så tager jeg en saltkapsel en gang imellem - bare for at være sikker på, at der er nok salt i kroppen, siger han.

Den vane stammer fra, da han var i Haiti med Røde Kors efter jordskælvet i 2010 for at lave mad til lokalbefolkningen.

- Varmen føltes som 50 grader i det telt, vi arbejdede i. Vi blev pålagt at tage salttabletter, for vi kunne slet ikke nå at drikke nok vand, siger han.

Men kroppen har også brug for vand. Store drikkedunke er blevet populære, men ifølge Lene Niemann Nejsum er der slet ikke nogen grund til at drikke så meget vand til dagligt.

- Kroppen er god til selv at regulere og fortælle, når vi er tørstige. En god tommelfingerregel er at mærke efter, om man er tørstig og holde øje med farven på urinen. Hvis den er lidt mørk, kan det være tegn på, at man bør drikke lidt mere, siger hun.

- Undtagelsen er børn og ældre, der ikke føler tørst på samme måde. Ældres urin bliver heller ikke så mørk. Så her skal man sikre sig, at de får nok væske - gerne med lidt salt og sukker.

Ifølge Fødevarestyrelsen bør en voksen indtage omkring halvanden liter væske om dagen, inklusive det man får gennem kosten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv