Pisa, 10/08/2025 - 12:16
Serie A-klub køber dansk angriber efter lejesucces
Pisa har købt Henrik Meister fri af Rennes. Angriberen får en kontrakt til 2028 i Serie A-klubben.
Jeremias Gonzalez/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske angriber Henrik Meister skal også i fremtiden tørne ud for Pisa.
Søndag meddeler Serie A-oprykkerklubben på sin hjemmeside, at det er lykkedes at indgå en permanent aftale med den kropsstærke og lynhurtige angriber, der er købt fri af franske Rennes.
Egentlig var Meister lejet frem til årets udgang, men nu er han i stedet købt fri og har fået en aftale med Pisa frem til sommeren 2028.
Klubben har ønsket at købe ham, efter at han i foråret spillede en vigtig rolle i oprykningen til Italien bedste fodboldrække, selv om det blot blev til beskedne to scoringer.
- Henrik var en af nøglepersonerne i sidste sæsons fantastiske Serie B-kampagne, og hans afgørende mål mod Frosinone var et af sæsonens højdepunkter.
- Han er nu fuldbyrdet Pisa-spiller på en kontrakt frem til 30. juni 2028, og der er en option på at forlænge aftalen i yderligere et år. Han er nu klar til at begive sig ud på Serie A-eventyret med sine holdkammerater og træner Alberto Gilardino, skriver Pisa.
Henrik Meister scorede to mål i 15 Serie B-kampe i foråret.
Den 21-årige københavner fik stor opmærksomhed, da Rennes i august sidste år købte ham i norske Sarpsborg for et beløb svarende til cirka 67 millioner kroner. Handlen fik ekstra stor opmærksomhed, fordi der i norske kroner var tale om et trecifret millionbeløb for angriberkometen.
Få øjeblikke inde i sin debut for Rennes kom han på måltavlen, men bed sig aldrig fast og nåede kun fire kampe i den franske klub, før han blev udlejet til Pisa.
Meister gjorde sig første gang bemærket på en lidt større scene, da han som 18-årig i 2022 sendte traditionsklubben Esbjerg fB ned i 2. division med to vitale scoringer for Fremad Amager.
Pisa har også Malthe Højholt og Alexander Lind på lønningslisten.
/ritzau/