Horsens, 20/08/2026 - 12:07
Ungarsk mand nægter sig skyldig i sag om dansk piges forsvinden
En ungarsk mand er sigtet for langvarig frihedsberøvelse og grooming af en dansk 15-årig pige.
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 22-årig ungarsk mand er sigtet for langvarigt at have frihedsberøvet en 15-årig dansk pige i begyndelsen af august.
Det er kommet frem under et grundlovsforhør torsdag i Retten i Horsens.
Pigen forlod sit hjem i Hedensted syd for Horsens tirsdag den 4. august. To dage senere blev hun fundet i Ungarn.
Ifølge sigtelsen samlede den 22-årige pigen op på et ukendt sted omkring Hedensted, hvorefter han førte hende ud af Danmark og fragtede hende til Ungarn.
På den måde skal han have unddraget hende fra hendes forældres myndighed.
Det skal være sket sammen med en medgerningsmand, der på nuværende tidspunkt er ukendt.
Manden er desuden sigtet for grooming af den 15-årige i en periode fra den 25. januar i år og frem til den 4. august. Ifølge sigtelsen skal det være sket via sociale medier.
Den ungarske mand er mistænkt for at have udnyttet sin alder og erfaring til at opbygge en relation til pigen med forsæt til at udsætte hende for en seksualforbrydelse.
Han nægter sig skyldig i sigtelserne mod ham, som er kommet frem under dagens grundlovsforhør.
Senere torsdag skal retten tage stilling til, om den 22-årige skal varetægtsfængsles.
Retsmødet foregår for lukkede døre, hvilket vil sige, at politiets efterforskning i sagen hemmeligholdes, ligesom det er uvist, hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Inden dørlukningen oplyste den ungarske mands forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt, dog, at den 22-årige blev afhørt af politiet til sent onsdag, og han ønsker ikke at afgive yderligere forklaring i retten.
Den sigtede har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at han var kærester med den danske pige, som han troede var 18 år, da han hentede hende i Danmark.
Manden blev udleveret til Danmark fra Ungarn onsdag. Han landede i Københavns Lufthavn omkring klokken 12.50, hvorefter han blev anholdt.
Den 22-årige blev i første omgang anholdt og varetægtsfængslet i Ungarn på baggrund af en dansk arrestordre.
En ungarsk domstol har tidligere oplyst i en pressemeddelelse, at manden var sigtet for blandt andet frihedsberøvelse, men torsdag er første gang, at der kommer nyt om sigtelserne fra dansk side.
Specialanklager Søs Bløcher anmodede om, at der blev nedlagt referatforbud, hvilket ville gøre det forbudt at gengive, hvad der skete under dagens retsmøde.
Det valgte retten dog ikke at imødekomme.
- Det er en sag med stor offentlig interesse. Myndighederne i Ungarn har udsendt en pressemeddelelse med sigtelsen.
- En offentlig gengivelse af sagen kan ikke antages at skade sagens efterforskning, lød det fra dommeren.
Sydøstjyllands Politi har gennem hele sagen holdt kortene tæt ind til kroppen.
Fredag den 7. august blev der afholdt et andet grundlovsforhør i Retten i Horsens om frihedsberøvelse.
Her blev der nedlagt referatforbud på anklagemyndighedens opfordring.
RITZAU




