København, 15/03/2026 - 21:29
Venstre vil fordoble antal værnepligtige og opføre kaserner
Der skal opføres nye kaserner på Fyn og i Jylland, mener Venstre, som vil have markant flere værnepligtige.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Troels Lund Poulsen (V) har en forsvarspolitisk melding med i sin anden statsministerduel mod Mette Frederiksen (S) søndag aften på DR.
Venstre vil øge antallet af værnepligtige med flere tusinde til 13.000 i 2035.
- Vi kan glæde os over indtil videre, at med den nye værnepligt er der historisk mange, som melder sig.
- Vi er nødt til at øge antallet af værnepligtige, også hurtigere end vi havde tænkt, siger han.
Meldingen fra Venstres formand falder under duellens andet tema, der handler om "sikkerhed".
Troels Lund Poulsen taler i søndagens debat om en "fordobling af antallet af værnepligtige".
I den eksisterende politiske aftale om værnepligten fra 2024 fremgår dog, at værnepligten skal "øges til 7500".
Ifølge statsminister Mette Frederiksen er der tale om en melding fra Troels Lund Poulsen, som den afgående regering har truffet tidligere, men som den ikke har talt om.
- Det har vi aftalt i den gamle regering. Vi nåede bare ikke at offentliggøre det, siger Mette Frederiksen.
Hun bekræfter i debatten, at hun er enig med Venstres formand i meldingen.
/ritzau/




