Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/07/2026 - 14:08

Politiet finder stjålne Pokémon-kort hos formodede overfaldsmænd

Tre mænd blev tirsdag fængslet for et groft overfald. Under ransagning fandt politiet stjålne Pokémon-kort.

Af: /ritzau/

Tre mænd på henholdsvis 25, 27 og 30 år er tirsdag blevet anholdt og varetægtsfængslet for et groft overfald begået på Østerbro for to uger siden.

Det skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Her blev en 23-årig mand den 14. juli stukket flere gange i overkroppen og på ballen med en kniv, fremgår det af sigtelsen.

Offeret blev efter hændelsen meldt uden for livsfare.

De tre mænd, der blev fængslet i 27 dage, nægter sig alle skyldige.

Københavns Politi fandt desuden under en ransagning af de tre mænds lejligheder og biler en række stjålne Pokémon-kort.

De stjålne kort stammer ifølge politiet fra et indbrud hos butikken Papklubben i Hørsholm, der blev begået natten til tirsdag i denne uge.

Ifølge politiet har de stjålne kort en samlet værdi på 100.000 kroner.

RITZAU

TjekDet - faktatjek