København, 10/07/2025 - 13:28
Christian Nørgaard skifter fra Brentford til Arsenal
Den danske landsholdsspiller i fodbold skifter til Arsenal efter at have spillet for Brentford siden 2019.
Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Han fortsætter karrieren i London, men fodboldadressen i Premier League bliver fremover markant større for Christian Nørgaard.
Den danske landsholdsspiller skifter således fra Brentford til vicemestrene fra Arsenal.
Det meddeler Brentford på klubbens hjemmeside. Det samme gør Arsenal på X.
Nørgaard skiftede til Brentford i 2019, hvor London-klubben spillede i den næstbedste engelske række.
I de seneste par år har den 31-årige midtbanespiller været anfører i Brentford, der er blevet en fast bestanddel af Premier League.
Tilbage i marts i år forlængede Nørgaard ellers kontrakten med Brentford, så den løb frem til sommeren 2027.
Det var en "no brainer for os og Christian", sagde den daværende Brentford-træner Thomas Frank om kontraktforlængelsen.
Siden er også Thomas Frank fortid i Brentford, da han nu står i spidsen for Arsenal-rivalen Tottenham.
Nørgaard kalder det en drøm at komme til Arsenal og dermed få mulighed for at spille Champions League-fodbold.
- Det er en drengedrøm, og det er noget, som jeg ikke troede, ville blive en mulighed. Så det er noget, jeg er meget, meget glad for, siger Nørgaard til Arsenals hjemmeside.
Her er der også glæde hos Arsenal-manager Mikel Arteta.
- Han har bevist sine lederegenskaber og sin stærke karakter, som kommer til at være uvurderlig for vores hold, siger Arteta om danskeren.
Brentfords fodbolddirektør, Phil Giles, kalder skiftet for fortjent.
- Han har virkelig fortjent muligheden hos en af Englands største klubber gennem hans præstationer og personlighed, siger Giles til Brentfords hjemmeside.
Nørgaard fik sit store gennembrud i Danmark, da han 2013 til 2018 tørnede ud for Brøndby. Succesen i Brøndby førte til et skifte til Fiorentina i Italien, men det ophold blev dog langtfra nogen succes, og i 2019 skiftede han til Brentford.
Han er noteret for 35 landskampe.
Det er ikke oplyst, hvor lang en kontrakt Nørgaard har fået i Arsenal. Men ifølge Sky Sports er der tale om en toårig kontrakt med option på et år mere.
Han er Arsenals tredje indkøb i sommerens transfervindue. Den spanske midtbanespiller Martin Zubimendi og målmanden Kepa Arrizabalaga var de to første.
/ritzau/